Tiden kalder på en rekatolisering af folkekirken

En af mine tyske guider ud i liturgividenskab, Michael Meyer-Blanck, skrev for nogle år siden, at der efter hans observationer var sket en rekatolisering af den evangeliske kirke i Tyskland og omvendt en evangelisering af den katolske kirke. 

Den protestantiske kirke blev mere og mere optaget af "tegn" og "tegnhandlinger", som den katolske kirke er kendt for, og omvendt blev den katolske kirke mere optaget af "ordet" og "forkyndelsen" (prædikenen), som er det protestantiske varemærke. Der blev vendt op og ned på prioriteterne i de to kirker. 

Den protestantiske kirke har historisk set ellers lænet sig op ad Luther, der lugede ud i den katolske kirke med dens hang til unødige fromhedshandlinger og -praksisser, der indebar tegn, gebærder og "underlige gerninger". Luther skar ind til benet og skar alt fedtet væk: Ordet og forkyndelsen af ordet skulle være centrum for den religiøse dannelse.

Tegnhandlinger i folkekirken

Det er ikke blot i Tyskland, at den protestantiske arv er udfordret. Også her i Danmark bemærker jeg, at man rundt om i kirkerne vil have "mere" end bare ordets forkyndelse. Mange steder har man ved dåben indført "dåbsklude". Med deres indsyede anker, hjerte og kors som symbol på tro, håb og kærlighed er de et ekstra tegn på det løfte, som ordet og vandet giver. En udvidelse, en håndsrækning. 

En præst fortæller, at han benytter sig af skriftestolen for at kunne "håndtere" de usunde og mørke sider. Syndsbekendelsen kalder på et konkret sted og en "stol. 

Ved en gudstjeneste for nylig oplevede jeg, at præsten fra prædikestolen i bekendtgørelsen meddelte, at når man efter prædikenen gik til alters, så kunne man på vejen op tænde et lys i lysgloben. Han fortalte ikke, hvad sammenhængen var mellem nadver og lystænding, men jeg går ud fra, at lystændingen kunne være en medinddragende erindring om ens (afdøde) kære ved nadverbordet. 

Ved den fatale fodboldlandskamp for nylig mellem Danmark og Tjekkiet slog en af de danske fodboldspillere korsets tegn, inden han gik på banen. Som en form for beskyttelse eller hjælp.

Protestantismen indsnævrede kristendommen

I "Min mund og mit indre" (Eksistensen 2026) skriver professor emeritus Hans Jørgen Lundager Jensen, at kristendommen ifølge ham først og fremmest er "kultur". Han er kristen i kraft af ritualer, bygninger, billeder, fortællinger (inklusive dem om helgener). Han er romantiker og skabskatolik, for han tager alt med – altså hele den kristne tradition. Både den ortodokse, katolske og den protestantiske. 

Han udviser en vis skepsis over for den protestantiske arv og dominans i folkekirken, for den indsnævrede kristendommen til "det egentlige", og det bliver ofte udlagt som "ordet alene". Altså den kristendom, der går til hovedet. Men hvad med den kristendom, der vil ind i det ydre? Ind i praksis, handling, tegn og tegnhandlinger. Har den kristendom ikke noget på sig? 

Jo, ifølge religionshistorikeren, som netop ser lidt længere og mere udvidet på religion end vi teologer, som ud over at holde fokus på ordkulturen også har en trang til at dømme ritualkulturen ude som noget laverestående. Ifølge religionshistorikeren er det tid til at søge længere og dybere ned i traditionen for at få det "hele" med, og at vi ikke tænker i enten-eller, men både-og.

Religion som ressource

Når kristendommen og kirken genbesøges i disse år, så er det ikke kun for at få en forkyndelse af ordet, en fortolkning af livet, men også for at få en praksis via ritual og oplevelser med ting og tegn og konkrete handlinger. 

Religion som kultur aktiverer både materielle og immaterielle oplevelser. Det moderne, individualiserede menneske søger religion, som stiller praksis, fortolkningsviden og erfaringsmulighed til rådighed, som netop ikke findes andre steder. Sekulariseringen skubber ikke bare religionen ud, den kalder den også frem. Men kun hvis den er relevant og eksistentielt betydningsfuld.

I en tid, hvor de eksistentielle og samfundsmæssige tektoniske plader forskubbes, gribes der ud efter gudstjenesten, ritualet og tegnhandlinger for at få en håndsrækning til at klare livet.

En dåbsmor med kluden i hånden sagde, at hun ved dåben havde fået udtrykt sin taknemmelighed og fået rakt trøsten ved, at "der står en skytsengel ved barnets vugge". Den ovenfor omtalte præst fandt forløsning for sine sorte sider i skriftestolen. Med lystændingen ved altergangen forbindes nadvergæsten med generationernes fællesskab. Korstegningen immuniserer fodboldspilleren de 90 minutter, kampen står på. 

Mennesker rækker ud efter omsorg og sjælesorg. For tilværelsen er barsk. Religion går hen og bliver en ressource til at kunne bære det barske.