Vi har brug for nye salmer for at holde traditionen levende

I begyndelsen af januar blev det, langt om længe, offentliggjort, at der udkommer et nyt salmebogstillæg til pinse med titlen "151 salmer". Tillægget er blevet til i et samarbejde mellem Syng Nyt, Liturgisk Forum og Eksistensen. Samlingen rummer en del allerede udgivne salmer fra de to tidligere tillæg "100 salmer" og "Kirkesangbogen" samt en række salmer, som er kommet til, siden de udkom for 10 år siden.

Nogle vil mene, at det går lidt hurtigt, noget vi ellers sjældent anklages for i folkekirken. Er vi ved at "flood the zone" – drukne kirken i nye salmer, så vi mister overblikket og glemmer at arbejde fagligt og fordybe os?

Er de gode gamle salmer ikke nok?

Man kan med rette føre det argument, at de nye salmers største problem er, at der er for mange af dem. Det er for svært for lokale præster og organister at overskue mængden og svært at nå at indsynge dem i menighederne. Og man kan da også med rette spørge, om det er blevet for let at skrive en salme i dag? Om vi har udvandet salmegenren og givet los for, at enhver digter med religiøse fornemmelser kan bruge salmeprædikatet?

Og midt i denne strøm af mere eller mindre kvalificeret nyproduceret stof er det måske nærliggende at skære alt det nye over én kam, opgive at sætte sig ind i det og holde sig til de gode gamle salmer, som vi kender og elsker.

Nej, vi har ikke brug for nye salmer – vi har med 791 numre i salmebogen salmer nok til et helt liv. Men alle de 791 numre i den kanoniserede antologi (Den Danske Salmebog) har også været nye engang. Og alle disse salmer er skrevet i en bestemt tid. Mange af salmedigterne har mødt modstand, som ligner den, de nye salmer møder i dag. Kingo brugte for verdslige melodier. Brorson skrev for følelsesfuldt og intimt. Grundtvig – ja, han var på lange stræk underlagt censur af den etablerede kirke for sine radikale, teologiske nybrud.

"At skrive videre på traditionen er at ære den," skriver Iben Krogsdal et sted.

En balance mellem tradition og fornyelse

Mange vil gerne opstille en falsk modstilling mellem de gamle og de nye salmer – mellem traditionen og fornyelsen – som om de ligger i konkurrence med hinanden. Men de to er, for mig at se, gensidigt afhængige af hinanden. Uden traditionen, ingen fornyelse og vice versa. Hvis vi blindt repeterer traditionen og holder de samme gudstjenester år efter år og synger de samme salmer igen og igen, uden at gå i dialog med vores samtid, risikerer vi at stivne i traditionalisme.

Modsat: Hvis vi kun synger nye salmer og afskriver vores liturgiske arv, risikerer vi at miste forankring og identitet.

Hver epoke i dansk kirkehistorie har efterladt vidnesbyrd i salmerne, som vi kan låne af, når vi skal udtrykke og leve vores menneskeliv og trosliv. Og vi skylder at skrive videre på den tradition. At forsøge at tolke det at være menneske og troende ind i vores egen tid, med det sprog og tonesprog, som er vores. Vi skylder vores samtid – og fremtiden – at efterlade et vidnesbyrd.

Jeg elsker, når vi synger en salme i et fællesskab. Men jeg elsker det næsten endnu mere, når vi synger to salmer. For ofte går de to i dialog med hinanden og skaber et spændingsfelt, hvor der bliver plads til at stå. For mig at se er det at skrive videre på traditionen ikke en afskrivning af traditionen, men en udvidelse.

Så ja, vi har brug for nye salmer for at holde vores tradition levende. Og selvfølgelig er nye salmer ikke nødvendigvis gode, bare fordi de er nye. For nye såvel som for gamle salmer gælder, at der findes gode og mindre gode salmer. Når vi skal vurdere salmerne, kan vi let forfalde til følelsesmæssige argumenter. Musik er følelser.

Jeg vil gerne animere til, at vi øver os i at tale om salmerne ud fra en faglig tilgang. At vi leder efter parametre til at vurdere teologisk, poetisk og musikalsk kvalitet. Når vi øver os i at argumentere med hovedet, før vi argumenterer med maven, bliver det lettere at tale med hinanden og åbne os for, at andre ser perspektiver i salmerne, som jeg ikke selv ser.

Det er i alt fald det, vi har bestræbt os på i redaktionsgruppen bag "151 salmer": at vurdere salmerne ud fra deres teologi, poesi og musik. Og selvfølgelig med en skelen til brugen, altså hvordan vi håber, de kan finde anvendelse ude i kirkerne.

Så hvis du har svært ved at overskue mængden af nye salmer, så stol på, at her er en gruppe dygtige og engagerede salmeelskere, som har gjort et stykke fagligt funderet sorteringsarbejde. Jeg er fuld af beundring for de salmeskrivere, som stiller sig til rådighed for at skrive om liv og tro ind i vores tid, til glæde og inspiration for menighederne og som udvidelse af vores rige danske salmeskat.