Vi har brug for store bededag til at samle familierne om at fejre konfirmation

En lang række partier går til valg på at genindføre store bededag. Og alt tyder på, at den trættende sag nu skal have en runde mere i manegen. Men har danskerne overhovedet brug for store bededag? Og hvad gør vi i kirken, hvis den bliver genindført?

Det har skabt en del hovedbrud i de lokale folkekirker, hvordan vi de seneste år har skullet markere store bededag på en passende måde.

En optælling viser, at langt de fleste har løst det ved at lægge en gudstjeneste ind store bededags aften, sandsynligvis for at kunne knytte an ved den folkelige tradition for at spise varme hveder denne aften. På samme måde som både juleaften og nytårsaften over årene har overhalet juledag og nytårsdag som folkeligt forankrede helligdage.

Hvad med konfirmationerne?

Men den største hovedpine i de lokale kirkers tilrettelæggelse af årshjulet har dog været: Hvor placerer vi konfirmationerne?

Tidligere har en stor procentdel af kirkernes konfirmationer været gennemført på store bededag. Presset er vokset på de søndage (og lørdage), som ligger rundt om fjerde fredag efter påske. For når ret skal være ret, så var den helligdag, som blev afskaffet i 2023, i praksis mere en "store konfirmationsdag" end en "bods- og bededag".

Kirken kan komme med mange gode argumenter for, at der er brug for at kalde til bøn: ufreden i verden, de unges mistrivsel, højhastighedssamfundet eller danskernes generelle mangel på fortrolighed med at bede til den treenige Gud.

Alle disse argumenter er gode og oprigtige, men de har nok desværre ikke den store folkelige gennemslagskraft, og de gør sig dårligt i en politisk debat.

Et langt mere tungtvejende argument vil være, at vi har brug for store bededag til at samle familierne om at fejre konfirmation. Denne ikoniske livsovergang fra barn til voksen, hvor vi fejrer de unge, takker Gud for dem, gentager dåbens løfter til dem og sender dem ud i det selvstændige liv med Guds velsignelse.

For der er fortsat rigtig mange familier, som har tradition for, at deres børn bliver konfirmeret. Sidste år blev 42.781 unge mennesker konfirmeret i folkekirken, svarende til 64,2 procent af de unge på disse årgange. Hvis vi antager, at de tager 12 gæster med i kirke hver, så er vi på den gode side af en halv million danskere, som skal i kirke.

Det kan vi godt bruge en ekstra helligdag til at få afviklet.

Store livsanledninger med helligdagsmarkør

Der er altså folkelig opbakning til konfirmation. Og konfirmationsfesterne vokser og vokser i omfang, så de i dag nærmest svarer til, hvor stor en bryllupsfest var for 50 år siden.

Konfirmation indgår som et af de fire hjul i det nok så forkætrede begreb "fire-hjuls-kristne", som af kirkens folk – ofte lidt nedsættende – bruges om de af vores danske medborgere, som primært bruger kirken, når der er en (livs-)anledning til det.

Vi finder det vigtigt at holde godt fast i de kirkelige markeringer af de særlige livsovergange, som har et stærkt remtræk til folket. Vi ser en vandring væk fra kirkegang som fast rutine over imod en anledningsgudstjenestepraksis, og vi ser et stort potentiale i fortsat at berøre anledninger i menneskers liv og give dem en helligdagsmarkør (jævnfør den store folkelige opbakning til allehelgensdag).

Liturgisk er konfirmationsritualet udformet som et lille indstik, som kan lægges ind i enhver højmesse. Men praksis rigtigt mange steder er, at konfirmation har fået mere karakter af selvstændigt kasualie – som vi også ser det med selvstændige dåbsgudstjenester.

Dette kunne med fordel udfoldes, også i liturgisk sammenhæng. Måske kunne vi ligefrem give dagen sit eget navn: "Store konfirmationsdag", "Bekræftelsesdagen", "Ja-dag"? Uagtet om vi får store bededag tilbage som helligdag eller ej.

Men er det ikke en skam, hvis konfirmationerne fortrænger bededagen, vil nogen måske spørge?

Ikke nødvendigvis for os at se. Konfirmationsgudstjenesten er netop en bededag, hvor vi takker for de unge, lovsynger Gud for livet og beder om hans velsignelse over konfirmanderne. Ligesom vi alle andre søn- og helligdage holder gudstjenester fyldt med bøn af alle slags.

Ja, i en luthersk kontekst kan vi med nogen ret sige, at hver dag er (eller kan blive) en bededag – uagtet hvad politikerne nu måtte mene om det.