Fortsæt til hovedindholdet

Stille kirke

Varde kirke. Præst: Jacob Bjorholm

Idé/formål 

Gudstjenestens grundide er at skabe et rum til ro og fordybelse. Et rum hvor kirkerummet sættes i spil uden alt for mange verbale forstyrrelser. 

 

Baggrund/kontekst 

Ideen opstod i efteråret 2025 som følge af en generel fornemmelse af at kirken har en rolle at spille i en tid, hvor der er rigeligt i verden at bekymre sig om. Kirkerummet i Sankt Jacobi Kirke er ret stort, der er plads til godt 450 personer og det er åbent i hverdagene mellem 8 og 15, men fornemmelse var, at det at kunne sætte sig i kirken midt i hverdagen ikke mødte det egentligt behov. Derudaf opstod ideen til en åben kirke med en minimal liturgi. Ikke som erstatning for søndagens højmesse, men som noget andet. Derfor også navnet Stille Kirke, det er nemlig noget andet, end hvad folk ellers forbinder med en gudstjeneste.

 

Beskrivelse af praksis 

Vi holder Stille Kirke en søndag i måneden fra 20:00 til 20:30.

I vintermånederne er lyset dæmpet og i den lyse tid, lader vi solen gøre sit.

Der indledes med et skriftsted og en kort bøn.

Eksempel:

Kun hos Gud finder min sjæl ro,
fra ham kommer min frelse.
Kun han er min klippe og min frelse,
min borg, så jeg ikke vakler. (Sl. 62,2-3)

Lad os bede:

Gud,
du som er nær i stilheden
og taler uden ord.

Vi kommer til dig med det, der fylder,
det, der tynger,
og det, vi ikke selv kan sætte ord på.

Lad din fred finde vej til os,
der hvor tankerne er urolige,
og hjertet er delt.

Amen

Derefter afspilles der ca. 25 minutters meget rolig musik. Det kan være Arvo Pärt, Valentin Silvestrov, Olivier Messiaen, Lontano og dets lige. Musikken afspilles på anlæg og ikke af en musiker.

Under musikken er der mulighed for, at menigheden kan gå frem og tænde et lys.

Aftenen afsluttes med et Fadervor og den aronitiske velsignelse.

 

Refleksion

Menigheden har taget rigtig godt imod det. Det er velbesøgt og godt tre fjerdedele af menigheden er folk, der ikke kommer til højmessen.

Tilbagemeldingerne er, at man kommer til Stille Kirke af vidt forskellige grunde. Fordi der er ro, fordi livet gør ondt, fordi man lige har mistet, fordi man gerne vil udtrykke taknemmelighed osv.

At musikken spilles over anlægget og ikke af en musiker opstod ved et tilfælde. Der skulle egentligt have være musiker på fra første gang, men på grund af et sent afbud måtte vi ty til en spilleliste. Og det virkede bare rigtig godt. Det gør, at det ikke får format af noget, der ligner en koncert eller en optræden. Rummet er helt blottet for forstyrrelser. 

 

Guide 

Det er bare at gå i gang. Det kræver meget lidt personale (hos os blot en præst) og lige så lidt forberedelse. Sæt fra land med måske seks søndage i planen og se, hvordan det bliver modtaget. Møder det et behov i jeres sogn, så fortsætter man selvsagt.