Fortsæt til hovedindholdet

Anbefalinger af bøger

I det følgende anbefaler vi en række bøger til dem, der har lyst at dykke lidt dybere ned i liturgien. 

God læselyst!

Højmessen - Historie og teologi

Bent Flemming Nielsen

Eksistensen 2020

172 sider

Bogen giver en samlet og let tilgængelig oversigt over den danske højmesse, dens historiske udvikling og teologiske betydning. Den viser, hvordan højmessen i Folkekirken er formet af oldkirken, middelalderen, reformationen og danske kirkeliv de ...

Bogen giver en samlet og let tilgængelig oversigt over den danske højmesse, dens historiske udvikling og teologiske betydning. Den viser, hvordan højmessen i Folkekirken er formet af oldkirken, middelalderen, reformationen og danske kirkeliv de seneste 500 år.
I et efterord – et essay – tilkendegiver forfatteren sit eget gudstjenestesyn. Nielsen lægger vægten på, at gudstjenesten spejler kristendommen som en ”forsamlingsreligion” – det at komme sammen. Gudstjenesten er et ritual, der forløber efter et ganske bestemt forløb (= liturgi). Ved at deltage i ritualet, træder mennesket ind i en ’anden’ verden, og dets liv og tro formes af det, som foregår i ritualet. ”For i ritualets verden er vi for alvor i en anderledes sammenhæng, som samtidig griber ”tilbage” og går ind på, korrigerer og perspektiverer alt det kendte og trivielle. Her melder der sig former for mening, som i egen magt og skønhed blotlægger en meningsfylde, der så at sige befinder sig hinsides det faktuelle. Teologisk kan det siges på den måde, at gudstjenesten angår det, vi hører fra Gud” (s. 159)
Bogen er skrevet som en overskuelig indføring, hvilket gør den velegnet både til studerende, præster og interesserede kirkegængere.

Liturgi 1, 2 og 3 
Grundbog i folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger

Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke

Eksistensen 2022

1262 sider

Det er en grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkelige handlinger. Værket består af tre bind, der tilsammen giver både en historisk, praktisk og opslagsmæssig indføring i liturgien i den danske folkekirke. Håndbog, opslagsbog (leksikon), ...

Det er en grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkelige handlinger. Værket består af tre bind, der tilsammen giver både en historisk, praktisk og opslagsmæssig indføring i liturgien i den danske folkekirke. Håndbog, opslagsbog (leksikon), lærebog og liturgihistorie er i en samlet udgivelse.
Bind 1: Her får man det historiske udblik på gudstjenesten og de kirkelige handlingers historie med særligt fokus på Danmark. Kirkeåret og kirkemusikken får hver en tematisk gennemgang. Der gives en detaljeret analyse af ritualer og deres teologiske og kulturelle baggrund.
Bind 2: Her får man en konkret udfoldelse af gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Den praktiske udførelse med en fast struktur: praktisk, historisk, teologisk, kirkemusikalsk. Samt gode råd og praktiske anvisninger.
Bind 3: her finder man et opslagsværk med leksikalske artikler om liturgiske begreber.
Bogen er monumental. Den har både bredde og grundighed. Den har praktisk anvendelighed, og er både en lærebog og et opslagsværk, der kan bruges af teologistuderende, præster, kirkemusikere og alle med interesse for folkekirkens liturgi.

Den danske gudstjeneste 
Historie, teori og praksis

Kristoffer Garne

Eksistensen 2020

303 sider

Bogen giver en samlet fremstilling af gudstjenestens udvikling i Danmark, dens teologiske grundlag og dens praktiske udformning. Bogen kombinerer historisk analyse med nutidig refleksion og afslutter med konkrete forslag til Folkekirkens fremtidige ...

Bogen giver en samlet fremstilling af gudstjenestens udvikling i Danmark, dens teologiske grundlag og dens praktiske udformning. Bogen kombinerer historisk analyse med nutidig refleksion og afslutter med konkrete forslag til Folkekirkens fremtidige liturgi.Det afsnit, som står ud i forhold til den historiske gennemgang, er et teoretisk afsnit, hvor Garne introducerer flere ritualteorier til en forståelse af, hvad gudstjenesten gør ved os, når vi deltager i den. Han lægger sig i forlængelse af den optagethed af ritualers funktion, som har præget liturgidebatten de seneste 50 år. Ritualet har både en kommunikativ og social funktion, så at man kan sige som forfatteren gør: ”Det er i gudstjenesten, kristendommen bliver til..Det er i gudstjenesten, vi omformes til sand tilbedelse, ikke af det forbrug, som truer med at ødelægge verden, men af Gud. Her lærer vi ydmyghed at kende og bliver indgydt styrke til at gå ud i verden og med vores adfærd ændre på den” (s.193)
Bogen er skrevet på bagkant af de liturgiske arbejdsudvalg om, som biskopperne nedsatte i 2017, og er således et indlæg i den aktuelle debat om Folkekirkens liturgi. Forfatteren giver også sit bud på konkrete ændringer af højmessen.

Søndag morgen - mødet mellem Gud og mennesker

Jørgen Demant

Aros forlag 2006

190 sider

Bogen er en guide til folkekirkens gudstjeneste. Den gennemgår gudstjenesten trin for trin og viser, hvordan liturgien fungerer som et eksistentielt og samfundsmæssigt mødested mellem Gud og mennesker.Bogens formål er at forklare, hvad der egentligt ...

Bogen er en guide til folkekirkens gudstjeneste. Den gennemgår gudstjenesten trin for trin og viser, hvordan liturgien fungerer som et eksistentielt og samfundsmæssigt mødested mellem Gud og mennesker.
Bogens formål er at forklare, hvad der egentligt sker, når man går til gudstjeneste – både kropsligt og sjæleligt. ”I en børnesang hedder det: ”Så gør vi sådan, når til kirke vi gå”. Hvad er det, vi gør ved at gå til kirke for at deltage i gudstjenesten, kropsligt og sjæleligt? Og hvad kommer der ud af det? Det er de to spørgsmål og svarene på dem, som er ledetråde i denne bog” (s.7) Gudstjeneste beskrives ikke blot som en traditionel eller dogmatisk praksis, men som et levende møde, hvor menneskers forhold til Gud opleves og fortolkes gennem ord, handlinger, musik og symboler. Det er en er erfaringsbåren beskrivelse af gudstjenesten set fra kirkebænken. Og på den måde kan man bogens ses som en brobygning mellem tradition og nutid, hvor gudstjenesten bliver relevant for moderne mennesker. Bogen understreger, at gudstjenesten ikke kun er en religiøs pligt, men et eksistentielt møde, der kan give mening og retning i livet.
Bogen kan læses af alle, der har interesse i at se gudstjenesten fra kirkebænken.

Gudstjenesten
Fænomenologisk set

Jakob Wolf

Eksistensen 2018

140 sider

Wolf ser ikke blot gudstjenesten som en religiøs handling men som et kunstnerisk udtryk. Den integrerer forskellige kunstformer – musik, sang, arkitektur, billedkunst og teater – i en helhed, der formidler en oplevelse af det guddommelige.Forfattere ...

Wolf ser ikke blot gudstjenesten som en religiøs handling men som et kunstnerisk udtryk. Den integrerer forskellige kunstformer – musik, sang, arkitektur, billedkunst og teater – i en helhed, der formidler en oplevelse af det guddommelige.
Forfatteren har en fænomenologisk til gudstjenesten, dvs hvordan den opleves deltageren. Fokus er på stemningen, symbolerne og den kropslige erfaring snarere end på dogmatik eller teologiske forklaringer. Ifølge Wolf kan man gennem deltagelse i gudstjenesten blive delagtig i en følelse af det guddommelige og dermed forenet med det. ”Meningen og målet med højmessen er at udtrykke og påkalde følelsen af det hellige” (s.17)
Gudstjenesten er ifølge Wolf et opladningens sted. Vi bliver følelses- og erkendelsesmæssigt ladet op af den rummet, arkitekturen, stemningen, musikken, ordene, nadveren. I et afsluttende kapitel skriver Wolf, at ”kirken er udtryk for det kosmiske fællesskab, og det er livsvigtigt for samfundet, at der findes en offentlig institution for det”. Kirken med dens gudstjeneste giver en ”dybdeorientering” i livet, som ligger under alle informationer, meninger, holdninger, politikker. Gudstjenesten er et kunstværk, der skal opleves.
Bogen er en kort introduktion, som rækker ud over det historiske, det dogmatiske og det strengt teologiske, og kan læses af alle, der har interesse i at finde ud af, hvorfor gudstjenesten er noget ’andet’ end alle andre oplevelsessteder.

Højmessen i Den danske Folkekirke - 
Liturgisk håndbog

Ole Brinth, Helle Christiansen, Henrik Christiansen, Marianne Christiansen

Anis 1999

250 sider

Som titlen afslører, er det en håndbog, der gennemgår højmessens struktur, indhold og teologiske betydning for Folkekirken. Den fungerer som en praktisk og teologisk vejledning til præster, kirkemusikere og menigheder, der ønsker at forstå og ...

Som titlen afslører, er det en håndbog, der gennemgår højmessens struktur, indhold og teologiske betydning for Folkekirken. Den fungerer som en praktisk og teologisk vejledning til præster, kirkemusikere og menigheder, der ønsker at forstå og fordybe sig i gudstjenestens liturgiske elementer.
Bogen har fem afsnit: Indledning med udlægning af hvad liturgi er og af kirkens rum; kap. 2 med et liturgihistorisk perspektiv; kap. 3 hvor højmessens fire led gennemgås; kap. 4 om højmessens musik og endelig kap. 5 med kirkeretlige og praktiske anvisninger for højmessen, herunder hvem der har ansvaret for højmessen.
Bogen gør det muligt for både fagfolk og almindelige kirkegængere at forstå højmessens opbygning og dybere mening.
Bogen udkom sammen med Året og dagen – Liturgisk håndbog II, som gennemgår kirkeårets søn- og helligdage med bl.a. forslag til salme- og musikvalg. De to bøger henviser til hinanden og udgør tilsammen et samlet liturgisk værk.

Kunsten at holde gudstjeneste
En lærebog i liturgik om gudstjenestens genrer og flermedialitet

Benedicte Hammer Præstholm

 

Eksistensen 2024

171 sider

Gudstjenesten er en ’begivenhed’, der udspiller sig i tid og rum.  ”Gudstjeneste møder man ikke ved at læse liturgiens ord i en bog, ligesom man ikke bliver en dygtig liturg eller lægmandslæser af bre at læse om liturgi. Der skal praksis til.” ...

Gudstjenesten er en ’begivenhed’, der udspiller sig i tid og rum.  ”Gudstjeneste møder man ikke ved at læse liturgiens ord i en bog, ligesom man ikke bliver en dygtig liturg eller lægmandslæser af bre at læse om liturgi. Der skal praksis til.” (s. 9) Bogen analyserer de forskellige ’genrer’ i gudstjenesten – fx prædiken, salmer, bønner, læsninger – og viser, hvordan de hver især hr funktion og karakteristika. Genreforståelse hjælper til at skabe en mere bevidst og meningsfuld liturgisk praksis. Og det andet centralt perspektiv i bogen er ’flerdimensionalitet’: ord, musik, billeder, kropslige handlinger og rumlige elementer. Præstholm viser, hvordan bevidsthed om disse medier kan styrke helhedsoplevelsen.
Dette er en brugsbog til præster, teologistuderende og andre, der arbejder med gudstjenester. Den giver konkrete anvisninger, opmærksomhedspunkter og refleksioner, som kan bruges i forberedelsen af gudstjenesten. Bogen kvalificerer den liturgiske samtale og bidrager til en teologisk debat om gudstjenestens rolle og form.