Bøn og bekendelse

Når vi beder, træder vi ind i et rum, hvor vi forsøger at være nærværende – både over for os selv og over for Gud. Bøn er ikke bare ord, men en måde at være til stede på. Det er en handling, hvor vi giver slip på kontrollen og anerkender, at vi ikke står alene i livet. Vi rækker ud, fordi vi mærker, at vi er afhængige af noget større – ligesom et barn, der vender sig mod sine forældre.

Selvom vi lever i en tid, hvor vi kan planlægge og styre meget, er der stadig noget i os, der længes efter at blive mødt og båret. I bønnen bliver vi mindet om, at vi er en del af relationer – til Gud og til andre mennesker – og at disse relationer er afgørende for vores liv og lykke.

Bøn er en slags overskridelse af os selv. Vi træder ud af vores egne tanker og bekymringer og forsøger at se os selv i et større perspektiv. Vi giver afkald på forestillingen om, at vi skal klare alting selv, og i stedet åbner vi os for Gud.

Bøn kan være både personlig og fælles. Når vi beder alene, sætter vi ord på det, der fylder i os – glæde, sorg, frygt, håb – og vi lægger det frem for Gud i tillid til, at vi bliver hørt. Jesus opfordrede sine venner til at bede, og han sagde, at vi ikke behøver mange ord – Gud ved allerede, hvad vi har brug for. Han gav os også en fælles bøn, Fadervor, som udtrykker tillid og overgivelse.

I kirken beder vi ofte med faste ord. De ritualiserede bønner gentages hver søndag og er formuleret i et sprog, som ikke er personligt, men fælles. Det kan være en hjælp, fordi vi ikke selv behøver finde ordene. Men det er vigtigt, at bønnerne stadig taler til os – at vi kan genkende os selv i dem og føle os med.

Der gives flere slags bønner i gudstjenestens forløb. De har forskellig funktion, genre og udtryk:

Ind- og udgangsbøn: Gudstjenesten begynder og slutter med en bøn. Og den bedes af kordegnen/degnen/en frivillig.  Og bedes på hele menighedens vegne. Kirkens hus er et ’erindringshus’, har én sagt. Og indgangsbønnen er med til at erindre os om, hvem vi er og hvem vi kan blive til i lyset af det evangelium, vi er kommet for at høre. Bønnen skal være md til at forberede vores sind og sans på alt det, som gudstjenesten giver igennem ord og musik og tegn.
Kollekt: Den bøn, som præsten beder som den første og sidste bøn i gudstjenesten hedder en ’kollekt’. ’Kollekt’ stammer fra ordet ’collectus’, der betyder ’forsamlet’. Kollekten samler menigheden i bøn. Som indledning til gudstjenesten er bønnen en slags optakt. I en kortfattet og præcis sproglig form sættes en stemning og et tematisk anslag for den enkelte søndag. Afslutningskollekten er en afrunding af gudstjenesten og peger ud mod det liv, som skal leves uden for gudstjenesten. I afslutningskollekten takker vi for de gaver, som vi i gudstjenesten har modtaget – ordet, dåben, nadveren. 
En kollekt har en ganske bestemt opbygning:

Opfordring til bøn: Lad os alle bede
Henvendelse: Gud / Fader, Søn og Helligånd / du som er i himlen og på jorden
Tak:  Tak, fordi din kærlighed og nåde løber af med dig / Du kommer os i møde med åbne arme. / Du giver os del i alt dit / og gør din verden til vores hjem.
Anråbelse: Vi beder dig: Nedbryd de afstande vi skaber / når vi stivner af skam / fordi vi ikke tror på din tilgivelse. / Eller når vi tavse og vrede ser væk / og ned i jorden / fordi vi ikke under andre det godt.
Åndspåkaldelse: Løft da vores hoveder / så vi får lyst og mod til at holde fest sammen
Bekendelse: Du som er fra evighed til evighed.
(Indledningskollekt til 3. søndag efter trinitatis II, Elof Westergaard: Gudstjenestens bønner I, Eksistensen 2020)

Kyrie og gloria: I nogen kirker fastholder man endnu et bønsled, det såkaldte lille litani, en vekselsang mellem præst og menighed. Et led som rækker helt tilbage til oldkirken. Litaniet har to dele – et kyrie: ”Herre, forbarm dig” og et gloria - lovsangen: ”Ære være Gud i det højeste”…”Vi love og prise og takke dig” (se DDS 433 og 434) Denne vekselsang markerer stærkt gudstjenestens grundklang: bønnen som påkaldelse af Gud og lovprisningen af hans nådefulde imødekommenhed.

Trosbekendelse: 
Trosbekendelsen er en slags kort fortælling om den kristne tro – som en maggiterning, hvor alt det vigtigste er kogt ned. Den fortæller, hvad kristne tror på, og hvem de tror på: Gud som Fader, Søn og Helligånd.
Den bruges i gudstjenesten som en fælles erklæring, hvor menigheden siger højt, hvad de tror. Det styrker fællesskabet og minder os om, at vi hører til i den kristne tro.
Den apostolske trosbekendelse, som vi bruger i folkekirken, går langt tilbage i historien – helt til det 4. århundrede. Grundtvig mente endda, at Jesus selv gav den videre til sine disciple, og derfor skal den også gives videre i kirken i dag.
Troen bliver ikke kun sagt – den bliver også sunget. I salmerne får bøn og bekendelse et poetisk og musikalsk udtryk, som gør troen levende og nær.

Fadervor: 
Fadervor er den fælles bøn, som mange kristne kan udenad. Den bliver brugt i gudstjenesten, især ved dåb og nadver, men også andre steder i forløbet. Når vi siger “Vor Far”, viser det, at vi taler til Gud som en kærlig far – én vi kan stole på og læne os ind i. Mange oplever ro og tryghed, når de beder fadervor og trosbekendelsen, fordi det udtrykker tillid til Gud.
Bønnen handler om, at Guds vilje skal ske her og nu – i vores liv og verden. Når vi beder “Giv os i dag vort daglige brød”, beder vi om alt det, vi har brug for: mad, tøj, hjem, fred og gode mennesker omkring os. Luther nævner det hele – fra sko og penge til gode naboer og ledere. De sidste bønner handler om retfærdighed. Jesus vil gøre verden bedre og bekæmpe ondskab og skyld. At bede Fadervor er at give sig hen til Gud og tro på, at han skaber nyt og vil genoprette livet fuldt ud. Fadervor giver både børn og voksne et håb – ved dåben og i nadveren, hvor vi er tæt på Kristus.

Kirkebøn: Med kirkebønnen rettes blikket ikke indad i gudstjenesten men udad mod verden. Vi beder for verden. Mange steder lægges kirkebønnen efter prædikenen, andre steder som optakt til nadveren, således at forbønnen indlejres i nadverbønnen. Kirkebønnen skal ifølge traditionen indeholde bønner for følgende livsdimensioner:
Tak for Ordet og sakramenterne
Forbøn for menneskelivet
Forbøn for kirke og samfund

Nadverbøn:

Nadveren er tredje del af gudstjenesten. Først har vi gennem bibelfortælling hørt Guds historie med mennesket og fået den udlagt og fortolket i prædikenen. Nu er vi klar til at dele måltidet med Jesus. Inden nadveren siger præsten: “Opløft jeres hjerter til Herren.” Det betyder, at vi retter blikket opad – mod Gud. Vi takker ham for alle de gode gaver og beder om, at han vil være til stede med sin Helligånd i måltidet. Der sker en bevægelse både op og ned: Vi vender os mod himlen, og Gud kommer os nær her på jorden. I brød og vin får vi del i Kristus – hans liv og kærlighed bliver en del af os.

I gudstjenesten bruges både bønner fra den autoriserede alterbog og fra nyere bønnebøger. Gamle bønner bruger store ord om Gud og mennesket, mens nyere bønner taler mere direkte om livets glæder og sorger – i lyset af Guds nærvær. Nogle kirker inviterer endda menigheden til selv at komme med bønner.
Der er også kommet flere bønnebøger og nye typer gudstjenester med fokus på stilhed, meditation og fordybelse – som fx retræter og mindfulness. Mange ønsker at finde ro og være nær Gud på deres egen måde.

Vil du gerne have mulighed for at formulere din egen bøn i gudstjenesten?