Dåb

Dåben er en hellig handling, som Jesus selv har indstiftet. Når vi bliver døbt i Jesu navn, får vi del i hans liv og skæbne. Han sagde, at vi skal døbe mennesker i Guds navn – Faderens, Sønnens og Helligåndens – og lære dem at leve efter hans ord. Derfor er dåben noget særligt: en hellig handling, hvor Gud og mennesket mødes. Man kalder det et sakramente – et ord, der betyder “mysterium” eller “hemmelighed”.

Jesus blev selv døbt, og han bad sine disciple om at døbe andre. Fra kirkens begyndelse har dåben været tegnet på, at man hører til i det kristne fællesskab. Paulus skrev, at alle døbte – uanset baggrund – er én i Kristus. Dåben er en ny start, en slags genfødsel, hvor man får del i Jesu liv og kærlighed.

Martin Luther sagde, at dåben ikke bare er noget mennesker gør – det er Gud selv, der handler. Vandet i dåben er et tegn på, at ens liv nu er knyttet til Jesu liv. Og troen handler om at holde fast i sin dåb – især når livet er svært.

I folkekirken er det almindeligt, at dåben sker under gudstjenesten. Når der er dåb, går præsten ind i kirken sammen med barnet og forældrene – måske også fadderne. Menigheden rejser sig og på den måde byder den et nyt medlem i fællesskabet velkommen.

Dåben betyder, at barnet hører til både hos sin familie og hos Gud. Det får en grundpakke med sig: tro, håb og kærlighed. Når gudfaren/-moren på barnets vegne eller den døbte siger “ja” til trosbekendelsen, siger de ja til Gud som far, Jesus som frelser og Helligånden som vejleder. Det er som at få et kompas til livet.

Under dåben tegner præsten korsets tegn på den døbtes pande og bryst, så han/hun får et vidnesbyrd om, at Kristus er med ham/hende ind til verdens ende. Vandet symboliserer renselse, nyt liv og opstandelse. Præsten lægger hånden på hovedet og velsigner den døbte – som en Guds kærlige hilsen og styrke til livet fremover.

Dåben sker midt i menigheden, som er med til at bevidne, at den døbte nu hører til i det kristne fællesskab. Menigheden bliver en slags udvidet familie – med søstre og brødre i troen. Fadderne har en særlig rolle: de skal støtte barnet i tro, håb og kærlighed.

• Dåbstegn: Små symboler som dåbslys, dåbsklud eller dåbstræ kan gøre dåben mere personlig og meningsfuld. De hjælper med at huske og forstå, hvad dåben betyder.
• Dåbsgudstjeneste: Nogle kirker holder dåb på lørdage eller hverdage. Det kan være praktisk, hvis der er mange dåb, eller hvis familien ønsker en mere rolig og kortere gudstjeneste, hvor fokus er på barnet og dåben.
• Drop-in-dåb: Er en nyere mulighed i Folkekirken for dem, der gerne vil døbes, men ikke ønsker at stå i centrum under en stor gudstjeneste eller fest. Det er især voksne, der vælger denne form – mennesker som ikke blev døbt som børn, men som senere i livet har valgt at tage det skridt.

Ved en drop-in-dåb er der en afslappet stemning. Kirken har åbent, og man kan komme uden at have planlagt det lang tid i forvejen. Frivillige fra menighedsrådet hjælper til, kordegnen sørger for papirarbejdet, og præsten tager en kort snak med den, der skal døbes. Derefter foregår selve dåben – enkelt og værdigt.

Efter dåben samles man ofte til en kop kaffe eller et glas vin, og den døbte får en bibel med hjem som en gave og et minde om dagen.