Fortsæt til hovedindholdet


Prædiken

Når præsten taler til og med os

Fakta

Hvor kommer det fra?

Prædikenen har været en del af gudstjenesten lige siden Bibelens tid. Jesus holdt sin berømte Bjergprædiken, og apostlen Peter prædikede for de første kristne. Luther mente, at man ikke kunne læse en bibeltekst op uden også at fortolke den ind i den nutid, hvor den høres – og derfor blev prædikenen en vigtig del af den protestantiske gudstjeneste.

Prædikenen skal hjælpe os med at forstå, hvad Guds historie har med vores liv at gøre. Når præsten går op på prædikestolen, skifter sproget fra det højtidelige til det mere hverdagsnære.

Fakta

Hvordan foregår det?

Et gammelt billede fra reformationstiden viser Luther med hånden på Bibelen og den anden hånd pegende mod Jesus på korset. Det viser, hvad prædikenen handler om: at forbinde Bibelens ord med vores liv og med Kristus. Hvad betyder Kristus-livet for det liv, vi skal leve selv og med hinanden.

Præsten tager udgangspunkt i en bibeltekst – oftest evangeliet – og forklarer, hvad den betyder. Det sker med egne erfaringer, billeder, fortællinger og teologiske tanker. Prædikenen taler både om Jesus og om os – om vores håb, sorg, glæde og livsvalg.

Prædikenen kan være trøstende, opmuntrende, tankevækkende eller udfordrende.

Fakta

Hvilke muligheder er der?

  • Medier: I dag bruger prædikanter også billeder (kunst), lyd og PowerPoint for at gøre budskabet mere levende og forståeligt.
  • Stille refleksion: I nogle gudstjenester er prædikenen mere som en eftertanke eller meditation, hvor man som deltager selv skal tænke videre over ordene.
  • Prædikenværksted: Nogle præster inviterer menigheden til samtale om søndagens tekst. Hvad ser og hører vi sammen? Hvad betyder teksten for os? Her bliver prædikenen til et fælles projekt, hvor alle bidrager.
Fakta

Tænk selv med

  • Hvad betyder prædikenen for dig?
  • Hvad vil du gerne have med hjem fra den?