Grundtvig skriver: ”Lyksaligt det folk, som har øre for klang, herovenfra”. Han taler om den særlige himmelklang, der er til stede i gudstjenesten. Det er lyden af klokker, salmesang, ord, musik, brød og vin, velsignelse – alt det, der tilsammen bærer evangeliet og giver glæde til dem, der kommer. Gudstjenesten er som et rum fyldt med klang, der vil sætte sig i hjertet hos mennesker. I stedet for ordet klang kan vi også bruge ordet resonans. Gudstjenesten er et resonansrum – et sted, hvor vi bliver berørt og bevæget, så vi åbner os for Guds nærvær.
I en indgangsbøn lyder det: ”Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi hjerte”. Her bruges billedet af opladning. Vi kender det fra batterier, men det passer også på gudstjenesten: vi kommer for at få nye kræfter og energi. Gudstjenesten kan opleves som et energifelt, der fylder os op.
I Lukasevangeliet fortælles det, hvordan den opstandne Jesus spiser sammen med to disciple. Selvom han havde talt med dem på vejen, var det først ved måltidet, at de forstod, hvem han var. De sagde: ”Brændte vore hjerter ikke i os”. Det er den første gudstjenestefortælling i evangelierne – og den viser, at gudstjenesten skal få hjerterne til at brænde.
Musikken skal bevæge os, ordene skal gribe os, trosbekendelsen skal give mening, brød og vin skal smage af mere end bare mad og drikke, og præstens velsignelse skal få os til at ane Guds lysende ansigt.