Fortsæt til hovedindholdet


Rum

Hvor foregår det?

I dag forbinder vi gudstjeneste med at gå i kirke. Men sådan har det ikke altid været. I de første århundreder mødtes de kristne i gravhuler, private hjem eller under åben himmel. Først senere begyndte man at bygge kirker. De første kirker blev inspireret af romerske forsamlingsbygninger – og senere af mange andre stilarter.

Hvad betyder rummet?

Kirkerummet er ikke helligt i sig selv, men det bliver helligt, når vi samles der og holder gudstjeneste. Det er her, vi finder ro, mening og retning. Rummet og gudstjenesten påvirker hinanden. Arkitekturen, udsmykningen og de ting, vi bruger i gudstjenesten, gør rummet særligt – et sted for højtid og eftertanke.

Alteret, døbefonten og prædikestolen hjælper os med at fokusere: Vi hører Guds ord, vi døber, og vi fejrer nadver. Bænkene giver os plads og ro til at lytte og være til stede. Gudstjenesten forbinder os med Gud – i tid og sted.

Nye måder at bruge rummet på

I dag er vi blevet mere opmærksomme på, hvordan rummet påvirker oplevelsen. Hvis man fx sætter stolene i rundkreds, skaber det en anden stemning end de traditionelle bænkerækker. Rummet kan føles mere nærværende og åbent.

I nogle gudstjenester arbejder man bevidst med stemning og atmosfære – fx med lys og mørke, musik, dans, kunst og bevægelse. Det handler om at skabe et rum, hvor man kan mærke noget større. Også ting som levende lys, blomster, billeder og kreative materialer kan være med til at åbne sanserne og skabe en dybere oplevelse.