"Kalendere tæller ikke tiden på samme måde som ure," sagde den tyske forfatter Walter Benjamin engang. Et ur viser sekunder og minutter, men tid er mere end det. Tid er ikke bare tal, der skifter på et display, eller dage, der forsvinder én efter én. Kalenderen rummer særlige dage, som giver livet indhold – mærkedage og festdage.
Vi lever i en tid, der går i ring. Årstiderne skifter fra forår til sommer, efterår og vinter. Naturen følger sin rytme, og vi mennesker følger med. Den kristne kirke har lagt sin egen kalender ovenpå årstiderne – kirkeåret – med højtider som jul, påske og pinse.
Kirkeåret går langsommere end den travle hverdag og minder os om, hvem vi er som mennesker og fællesskab. Advent og jul fortæller os, at tiden kan fødes på ny. Ved kyndelmisse fejrer vi lysets sejr over mørket. Påsken handler om liv, død og håb om opstandelse. Pinse minder os om, at vi kan fylde verden med godhed. Og i november tænder vi lys på gravene og husker dem, vi har mistet.
Det er ikke kun de store højtider, der bryder tidens strøm. Hver søndag gør det samme. Søndagen er Herrens dag – en fejring af Jesu opstandelse. I gudstjenesten kan vi opleve øjeblikke, hvor tiden står stille, og vi mærker evigheden midt i hverdagen.
At deltage i gudstjenestens rolige rytme er som at få en fornemmelse af evigheden midt i den tid, vi lever i. Vi bliver indrulleret i Guds tid, bliver fortalt ind i Guds historie og får dermed det privilegium at leve i to tider – i to tidsaldre. Og ind imellem falder de to tider i slag – vi lever midt i Guds evighed i tiden.