Velsignelse

Velsignelsen er den sidste del af gudstjenesten. Her bliver menigheden sendt godt afsted – med et løfte om, at Gud går med os ud i hverdagen. Ligesom gudstjenesten begynder med salmesang og bøn, slutter den også med sang og kollekt, og så kommer velsignelsen som en slags kærligt rygstød til livet uden for kirken.

Apostlen Paulus og Jesus var enige om, at den vigtigste gudstjeneste sker midt i livet – i alt det, vi gør og oplever. Gud ønsker, at vi lever vores liv som en slags gudstjeneste, hvor vi prøver at gøre det gode og følge hans vilje.

Martin Luther gjorde den gamle velsignelse fra 4. Mosebog til den faste afslutning i gudstjenesten. Her lyder ordene:

Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig 
Herren løfte sit åsyn mod dig og give dig fred

Det er en smuk og stærk hilsen, som præsten siger med løftede hænder. Ifølge Bibelen lover Gud, at når velsignelsen bliver givet, så vil han sørge for, at det går folket godt.

En ældre mand sagde engang, at velsignelsen var som en antenne i hans liv – den hjalp ham med at holde forbindelsen til Gud. Uden den følte han sig alene. Han ville altid være i velsignelsens strålekreds.

Velsignelsen er ikke bare ord – den er også et tegn. Når præsten løfter hænderne og siger ordene, bliver det tydeligt, at Gud vender sit ansigt mod os med lys, nåde og fred. Det er en slags kraftoverførsel, som giver os mod og håb til at gå ud i verden og leve livet. Velsignelsen giver os “licens” til at gå ud og være mennesker i verden – med Guds fred i ryggen.