Efteruddannelse for præster – tilbud og brug

Hvad findes der af efteruddannelsestilbud til præster i folkekirken? Hvordan bliver de administreret? Hvordan bliver de brugt af præsterne? Og er der nogen behov for efteruddannelse, der ikke bliver dækket i øjeblikket? Det giver undersøgelsen ”Efteruddannelse af præster i folkekirken Tilbud og anvendelse 2022-24”, som er udarbejdet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, svar på.

Efteruddannelsesudbud

FUV’s kursusstatistik og en rundspørge til stifter og teologiske og kirkelige uddannelsesinstitutioner dokumenterer, at der både i forhold til indhold og form er en bred vifte af kursustilbud. Både for præster alene og for præster sammen med andre faggrupper.

FUV står for langt det største udbud af almen efteruddannelse for præster i den undersøgte periode, men stifterne er også markant repræsenterede med tilbud om kurser inden for almen- og praktisk teologiske emner.

I alle stifter bliver der udbudt årlige stiftskonventer og stiftspræstekurser, ligesom der er et bredt udbud af kurser inden for de pastoralteologiske hovedområder. Religionspædagogik er det fagområde, der er mest udbredt og står for det største antal kurser. Her arbejder stifterne i nogle tilfælde sammen med FUV eller andre aktører og udbydere. Til forskel fra FUV’s kurser har hovedparten af stifternes kursustilbud et kortere omfang og en mere afgrænset tematik. De fleste kurser er af nogle få timers varighed, men der er også dagsarrangementer. I begge tilfælde er der altovervejende tale om fysiske kurser. Stiftskurserne henvender sig typisk til en bredere målgruppe end præster og finansieres af stiftets midler. Kurser, som henvender sig til både præster og andre kirkelige faggrupper, opfattes som relevante, men bliver efter provsternes opfattelse benyttet i begrænset omfang.

På provstiplan er der etableret praksis for kollektiv kursusdeltagelse, som enten kan finde sted i regi af provstikurser arrangeret af FUV eller tilrettelagt af provstierne selv. Ifølge provsterne foretrækkes provstirejser frem for provstikurser, især på grund af den kollegiale dimension, men også på grund af det faglige indhold, som her kan planlægges efter provstiets særlige behov. Interviewene viser, at kollektiv kursusdeltagelse i provstierne er en etableret praksis, som opleves som værdifuld, både fagligt og socialt.

Af andre kursusudbydere bliver der udbudt kompetencegivende kursusforløb på masterniveau ved de teologiske uddannelsesinstitutioner på universiteterne i København og Aarhus. Særligt uddannelsen i København tiltrækker et betydeligt antal studerende, herunder præster. Derudover tilbyder såvel universiteterne som Menighedsfakultetet og Dansk Bibel Institut forelæsningsrækker og enkeltstående arrangementer rettet mod præster. Kursusudbuddet er for det meste fysisk. På kirkemusikskolerne er der ikke særlige tilbud målrettet præster, men enkelte præster deltager i fag på de normale uddannelser.

For mange er FUV’s kursuskatalog det naturlige sted at søge information om kommende kurser. Derimod kan det være svært at danne sig et overblik over tilbud fra aktører uden for det folkekirkelige felt. Interviewene med præsterne peger desuden på, at kursustilbud kan forsvinde i den generelle informationsstrøm, og at det i nogle tilfælde kan være vanskeligt at identificere, hvem der står bag det enkelte tilbud.

Kursusadministration

Undersøgelsen dokumenterer, at der er stor variation i retningslinjerne for præsters deltagelse i FUV-kurser. I hovedparten af stifterne er afgørelsen om kursusfrekvens lagt ud til provsternes skøn. Det giver store forskelle i kursusadministrationen. Skønnet bliver ifølge provsterne baseret på hensyntagen til fleksibilitet, personlig opfattelse af kursers betydning og hensyn til dækning af embedet.

Når provsterne imødekommer præsternes ønsker, ser de det som et middel til at styrke arbejdsglæden, og dermed som noget, der kommer provstiet til gode. Styring af præsternes kursusvalg ser man kun undtagelsesvist. Provsterne prioriterer præsternes ønsker højt og stiller sjældent spørgsmål til kursusønsker i FUV-regi, så længe de holder sig inden for det antal, der er normen i det enkelte provsti. Er kurserne på stiftsplan, kan præster frit benytte dem uden at spørge provsten. Dagskurser i stift og andre steder er ikke omfattet af restriktioner ud over en forventning om, at de ikke går ud over de lokale arbejdsopgaver.

 I forhold til kurser kan provsten agere som en indpisker, der motiverer og tilskynder, eller som en gårdvagt, der sikrer en oplevelse af retfærdig fordeling af kursusdeltagelse og embedsopgaver i provstiet. I alle tilfælde er der dog tale om, at der forudsættes en høj grad af selvledelse fra præsternes side, som omfatter såvel valg af kurser som organisering af dækning. Det kommer også til udtryk i præsteinterviewene.

Præster opfatter adgangen til at benytte tilbuddene fra FUV og stifter som enkel, fordi der er en fast samarbejdsstruktur med sikret finansiering – til forskel fra andre aktørers tilbud, som kræver egenbetaling, eller at der bliver tilført midler andre steder fra. Når det gælder kurser uden for FUV og stift, er finansiering en udfordring. I de tilfælde er provsti- og lokale kirkekasser nogle steder en mulighed.

Kursusbrug

FUV’s almene efteruddannelse når knapt 60% af alle ansatte præster i folkekirken. Der er en overvægt af kvinder på alle kurser, som kun i nogen grad kan forklares med overtallet af kvinder i præstepopulationen generelt. I forhold til temaer gælder det særligt religionspædagogik og sjælesorg, og når det drejer sig om kursustyper, er det særligt netværk og projekter.

I forhold til aldersgrupper er de 40-50-årige de flittigste brugere af FUV’s kurser. De udgør op til en tredjedel af kursusdeltagerne, selvom de kun omfatter en femtedel af præstestanden.

Tallene viser også, at en fremsat påstand om, at unge ikke deltager i kurser, ikke er korrekt. De deltager med en andel, der svarer til deres procentdel i præstepopulationen. Når antallet af unge præster på kurserne alligevel er lavt, skyldes det, at gruppen ikke er ret stor. I den anden ende af aldersspektret deltager gruppen af præster over 60 år i mindre grad i kurser, end man kunne forvente ud fra deres andel af populationen.

Hovedparten af de interviewede præster har deltaget i en form for kursustilbud inden for de seneste 3 år, de fleste i regi af stift eller FUV. En del af dem har deltaget på grund af tillidsposter eller særfunktioner.

Udbuddet af kurser fra FUV bliver generelt opfattet som relevant, både af dem, der efterspørger almen teologi, og af dem, der orienterer sig mere mod redskabsorienterede kurser. Nogle ønsker dog flere eksegetiske og systematisk-teologiske kurser, mens andre efterspørger mere religionspædagogik. Der efterspørges også kurser, der i højere grad integrerer det personlige og det faglige, eksempelvis retræter.

Når det gælder kursusform, bliver der efterlyst mere fleksible kursusformater, som kunne være opsplitning i kortere kurser og flere virtuelle tilbud, ligesom nogle ønsker, at kurser i højere grad bliver indarbejdet i provstiets arbejdsfællesskab.

Nogle peger på, at der er en overvægt af lukkede kurser hos FUV, og enkelte fravælger FUV på grund af teologisk profil.

 Af faktorer, der motiverer til at deltage i kurser, skelner præsterne mellem redskabskurser, der skal dække et konkret læringsbehov, og fagteologiske kurser, som de vælger af lyst. De fagteologiske oplever de som en luksus, der afhænger af arbejdsmæssigt overskud.

Når det gælder faktorer, der hindrer kursusdeltagelse, oplever provsterne, at der er en tendens til faste mønstre, hvor nogle præster er flittige kursusbrugere, mens andre sjældent kommer af sted. De ser også, at personlige familiære udfordringer ligesom arbejdspres og manglende overskud spiller en væsentlig og muligvis stigende rolle som hindringer for at deltage i kurser.

Kursushindringerne bekræftes af præsteinterviewene, som desuden nævner hensyn til sogn og kolleger eller allerede indgåede aftaler og det forhold, at der ikke er dækning ved dagskurser. De personlige og familiære udfordringer med at være af sted hjemmefra kan ifølge præsterne opstå i begge ender af karrieren og udfordrer længerevarende og fysiske kursusformater.

Undersøgelsen tyder også på, at en situation med mange vakancer i provstiet kan være medvirkende til, at præster fravælger kursus. Og i nogle provstier er der bare ikke tradition for at tage på kurser.

 Overvejelser og udviklingsmuligheder

Undersøgelsen giver værdifuld viden om, hvad der findes af kurser, og hvordan disse benyttes. Samtidig rejser den nogle spørgsmål, som er relevante at overveje for præsteuddannere.

Med hensyn til kursusudbud kan man overveje, hvad det betyder, at præsternes gennemsnitsalder stiger. Undersøgelsen viser, at ældre præster ikke i så høj grad deltager i kurser på FUV, og interviewene peger på, at dette kan hænge sammen med en form for kursusmæthed, som får de ældre præster til at prioritere anderledes. I betragtning af, at denne gruppe udgør en stadigt større del af præsterne, kan det være værd at overveje, hvilke konsekvenser det kan få for det fremtidige kursustilbud – og omvendt, hvilken betydning det kan have, at flere præster er ældre, når de første gang kommer i embede.

I forhold til kursusdeltagelse tyder materialet på, at der er betydelige forskelle stifterne og provstierne imellem. Materialet giver imidlertid ikke mulighed for at sige noget præcist om, hvor store forskellene er, og heller ikke om, hvad der ligger bag. Der ville kunne indhentes relevant viden om både kursusfremmende og – hæmmende faktorer ved at se på, hvad der kendetegner provstier med høj, hhv. lav, kursusdeltagelse. Interviewene antyder, at arbejdspres forbundet med vakancer kan være en kursushindring. Det kunne være interessant at få fastslået, om der er tale om en tendens, der kan genfindes på landsplan.

Såvel provster som præster giver udtryk for vigtigheden af at holde sig fagligt opdateret og at leve op til præsteløftets forpligtelse til fortsat ”dannelse og dueliggørelse”. Samtidig tyder interviewene på, at kurser af mange opfattes som en luksus, det kan være svært at skabe plads til i en travl arbejdshverdag. For kursusudbydere vil det være relevant at overveje, hvordan der kan arbejdes med formater, som tilgodeser forskellene i præsternes arbejds- og livssituation. Og for stifter og provstier vil det være relevant at arbejde med kursuskulturen, sådan at forpligtelsen til dygtiggørelse understreges og udmøntes gennem konkrete ledelsesmæssige praksisser.