Forsøg letter arbejdet i menighedsråd
Evaluering viser, at arbejdet i menighedsråd vil blive lettere og mere fleksibelt, hvis en række forsøg gøres permanente.
Tre år efter, at der ved lov blev igangsat forsøgsordninger i menighedsråd, viser erfaringerne, at en række af forsøgene med fordel kan gøres permanente. Når menighedsråd får bedre mulighed for at organisere sig individuelt, bliver arbejdet lettere og passer samtidig bedre til den praktiske virkelighed i sognene, konkluderer evalueringen fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Hent rapporten her: Evaluering af forsøg under Lov om forsøg i folkekirken 2022
Bedre balance mellem kirkelige og administrative opgaver
De nye måder at organisere arbejdet på skaber mere fleksible rammer for fordelingen af roller og ansvar i menighedsrådene. Ansvar samles på færre hænder, uddelegeres til ansatte, lægges i hænderne på udvalg eller samles på tværs af sogne i samarbejder eller puljeordninger. Mange af de deltagende menighedsråd oplever, at de nye rammer giver en bedre balance mellem kirkelige og administrative opgaver.
Positiv effekt på rekruttering og fastholdelse af medlemmer
Menighedsrådene giver også udtryk for, at beslutningsprocesserne og tiden fra idé til udførelse bliver kortere, når ansvaret samles eller uddelegeres. Det giver medlemmerne bedre mulighed for at beskæftige sig med de områder, som de særligt interesserer sig for. Evalueringen peger i retning af, at de nye forhold har en positiv effekt på rekruttering og fastholdelse i menighedsrådene.
Nye muligheder for økonomistyring giver overblik og samarbejde på tværs
Inden for de i alt 11 forsøgsrammer er der også skabt nye muligheder for at styre økonomien, som ser ud til at give bedre overblik og gennemsigtighed. Fx kan puljer og regnskabers tilgængelighed i Økonomiportalen bane vejen for økonomiske prioriteringer på tværs af sogne. Det åbner for mere effektiv og målrettet brug af pengene og for fælles investeringer. Rammerne har desuden givet større mulighed for samarbejde på tværs af menighedsråd, der eksempelvis kan føre til fælles strategiske indsatser. Selv om erfaringerne på tværs af forsøgsrammerne samlet set er positive, viser evalueringen dog også, at menighedsrådsarbejde fortsat er præget af meget bureaukrati, ligesom regnskabsaflæggelsen er kompliceret, viser evalueringen.
Endelig evaluering samler erfaringer fra hele forsøgsperioden
Evaluering af forsøg under Lov om forsøg i folkekirken består af denne afsluttende evaluering samt to del-evalueringer. Den endelige evaluering samler alle erfaringer fra forsøgsperioden – herunder også erfaringerne fra de to tidligere publicerede del-evalueringer. De to del-evalueringer kan findes her for den læser, der ønsker at se evalueringshistorikken:
Evaluering af forsøg under Lov om forsøg i folkekirken 2020
Evaluering af forsøg under Lov om forsøg i folkekirken 2021
Ansvarlig for projektet er evaluerings- og udviklingskonsulent i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Jais Poulsen.
Foto: Ard Jongsma/ Still Words