Fortsæt til hovedindholdet
14. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 14. s. e. trinitatis

Tværfagligt notat

At lægge en høstgudstjeneste på denne søndag er måske at give sig selv et benspænd, da den gammeltestamentlige læsning lægger hårdt ud med at sige, at "en mand samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den". Men vi har nu engang sat os for, at der iblandt de fem søndage, vi skriver om, skal være oplæg til en høstgudstjeneste, så vi prøver! At der overhovedet tales om høst i den gammeltestamentlige læsning kan også ses som en håndsrækning!

Ved en høstgudstjeneste mener vi, at der skal synges traditionelle høstsalmer, men ikke udelukkende. Det er vigtigt at have øje for, at der kan være mange børn i kirke denne dag. De kan være med til at bære høstgaverne ind i kirken, og man vil måske i så fald vælge et endnu mere børnevenligt salmerepertoire (fx "Nu går vi glad vor kirkegang", "Vi kommer til din kirke, Gud" og "Tak, Gud, for denne lyse morgen"), men her tager vi udgangspunkt i en grundform af en høsthøjmesse, som så kan justeres i forhold til de lokale vilkår.