2. søndag i advent
Homiletiske overvejelser 2. s. advent

Homiletiske overvejelser

Lektie: Visionen om fredriget (Esajas)

Epistel: Om at vente forløsningen med tålmodighed

Evangelium: Lignelsen om de ti brudepiger

Himmeriget ligner en bryllupsfest. Et bryllup er forventning og glæde, når det er, som det skal være. Men ved det himmelske bryllup, som vi hører om 2. søndag i advent, er der i hvert fald to kedelige træk: Halvdelen kommer ikke med ind i festsalen, og de resterende vil ikke dele.

Der er meget, vi kan dele med hinanden. Dagligt brød og materielle goder. Det er let at dele, selv om vi har svært ved at fordele det bare nogenlunde ligeligt på denne jord. Vi kan deles om arbejdet og opgaverne. Vi er altid en del af andre, som andre er en del af os. Vi er medansvarlige for hinandens liv. Men der er også meget, vi ikke kan dele med nogen. Vi fødes alene, og vi dør alene. Selv om man skulle dø med hundredvis af andre omkring sig, er min død min alene. Vi kan ikke overtage andres liv. Vi kan kun leve vort eget og må selv stå til ansvar for, hvordan vi lever det.

De ti brudepiger var fælles om at vente på brudgommen. De var fælles om, at tiden gik, og da den var gået, måtte de hver især gøre op, hvad de havde tilbage. Det er et fællesmenneskeligt vilkår, at tiden er til låns, og at den går hurtigt. Det mærkes især ved et nytår. Også kirkens, hvor vi som ved ethvert årsskifte ser tilbage. Hvad bliver da stående, når tiden er gået? Det er selvfølgelig forskelligt for hver enkelt, men har for alle noget at gøre med nærvær, godhed, kærlighed. Det er de øjeblikke, hvor vi brugte vore liv og gav os tid, der står tilbage. Mens de øjeblikke, vi ødelagde med utålmodighed og vrede, bitterhed og utilfredshed, det misbrugte liv, er tabt for altid. Der hjælper andres olie ikke.

Nietzsche har sagt: ”Dette er arvesynden, brødre, at vi glædede os for lidt” (Knud Hansen: Og glædelig er hver en dag. Prædikener, Forlaget Mimer, s. 62). Vi glædede os for lidt, og derfor ødelagde vi for meget. Både for andre og for os selv. Det er de glæder, vi ikke sansede, der volder sorg, og ikke sorgen, der ødelægger de glæder, der var. Tværtimod. Den viser, hvor meget vi har haft at glæde os over. Det er med Nietzsches ord synd at sjuske livet væk. Det er væk for altid.  Vi kan altså ved vores måde at leve på fortabe en del af vores liv, men kan vi også fortabe os selv? Kan også vi gå fortabt for evigt? Dagens evangelium slutter uden for en lukket dør ind til himlen. Vort håb er dog, at evangeliet har mere at sige. Vi hører om ikke så længe, at Guds søn kommer til vores jord for at dele sit liv med os på en måde, som vi aldrig kan dele det med hinanden. Han lod sig føde blandt netop dem, der var udenfor, og hele sit korte jordeliv gjorde han ikke andet end at lukke folk ind – ind til livet.

Lignelsen om brudepigerne fortæller os, at selv om vi venter på evigheden, skal vi ikke lade nogen dag gå til spilde. Den kommer ikke igen. Den skal bruges og leves. Vi kan ikke glæde os for meget. Hverken i denne tid eller i nogen anden tid. Og vores glæde skal som bekendt deles for at blive hel.