Er vi røvere eller himmel-borgere?
Menigheden tiltales som begge dele denne søndag, hvor dem og os-retorikken i alle tre bibeltekster er skarp, og man skal prøve at finde og genkende sig selv som nutidsmenneske imellem Ba’al-dyrkere og fattige enker. Er vi røvere eller himmel-borgere? Ja, nok begge dele. For vi lever i to regimenter. Det er værd at holde sig for øje, når vi bange, modløse, triste og blinde bevæger os gennem byens lige lange gader, ned ad de smalle trappegange i kirker og kontorer og gennem magtens kolde korridorer; at Ånden fejer gennem vores konkrete, synlige verden som Guds usynlige kraft. Hvad vor Skaber har ment med os, kan vi ikke fuldt ud gennemskue. Men som kristne er vi løftet ud af den vildfarelse, at vi som små tinsoldater bare skal gøre, hvad der står i loven. Det skal vi også, men vi er samtidig stillet i udsigt, at vi skal undergå en gennemgribende forvandling. Og hvert skridt vi tager i dødninghaven bliver derved blot er et lille trin på vejen i Guds fuldendelse af sit rige.
Helligånden handler med os gennem hele året (jf. 100S 835) og hele livet, på måder vi slet ikke fatter. Vi må stille os til rådighed i tillid til, at selv vores fornedrede legeme kan være tempel til tjeneste for Herren. Hvert vores lille bidrag gælder, ikke på grund af dets størrelse, men fordi det er en del af os selv givet i håb om, at den i Guds varetægt kan forvaltes og forvandles til noget langt mere værdifuldt.
I sidste ende bliver det så ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi gør eller mener det ene eller det andet, men om at Helligånden har mulighed for at arbejde i os og skabe den forvandling, Paulus taler om.
Geskæftighed
Vorherre vil intet have af det, der gør os rige eller velansete i verdens øjne. Det eneste, vi kan møde ham med, er vores egen utilstrækkelighed – samtidig er vi stillet den opgave at være nogen og noget for andre.
Men hvordan kan man være det, hvis man ikke har noget, andre vil have eller kan bruge, eller er én, andre ikke vil vide af?
Enken giver ingen mening eller holdning til kende, hun har ingen anseelse, knap nok en plads i samfundet. Hun giver ud af sin fattigdom, sin utilstrækkelighed. At give til andre på den måde kan være en større opgave end at skulle mene og stille sin mening (og sig selv) an i alle mulige sammenhænge.
Holberg udstiller i komedien Den Stundesløse (1723), hvor latterlig den travle Vielgeschrey er i al sin tomme geskæftighed optaget som han er af tal, regnskaber, aftaler, forretninger, der ingen vegne fører og intet kaster af sig. Det er udelukkende beskæftigelser, der gør ham utilnærmelig for hans omverden.
I romanen Fuglene (1957) fortæller Tarjei Vesaas om Mattis, Tusten, der så gerne vil indgå som en vigtig del af sin omverden. Men han kan ikke aflæse de sociale koder. I stedet læser han i naturens billedbog, afkoder sneppens træk og dens spor i skovbunden. Han er således travlt beskæftiget, men altid med noget, som andre, hans søster ikke mindst, finder aldeles unyttigt. Mattis har en rig indre verden og en dyb indsigt, men en meget lille forstand. ingen vil hyre ham som høsthjælp, for han er en uduelig arbejdsmand. Men hvad hvis det er Tusten med sine evindelige eksistentielle spørgsmål og sin store hengivenhed, der er i Guds rige, mens alle de andre omkring ham er afskåret fra at se det?