Vi mener principielt, at Det Gamle Testamente har en berettigelse i højmessen som teologisk, poetisk og profetisk klangrum for de nytestamentlige tekster. Teologihistorisk kan det dog volde vanskeligheder, når eksempelvis de patriarkalske kaldenavne for Guds folk (Israel, Jakobs hus) bringes på bane. Med tekstens placering som første læsning kan den derfor være et højt trin at skulle træde over for menigheden. Udsigelsessituationen i Jeremiasuddraget denne søndag udfordrer i hvert fald tilhøreren: Det du og I, der tales så direkte til, er det os, der sidder bænket i kirken i dag? Det kan blive en lidt skizofren tiltale: Vi kan jo nok i talen om Templet genkende vores egen kirke. Voksen-skæld-ud’en kan vi måske også føle os ramt af i en eller anden forstand. Og ud af de fem overtrædelser af buddene, der oplistes, kan vi nok erkende os skyldige i et par stykker.
Men så kommer Ba’al på banen. Hvad har vi med ham at skaffe, ved vi overhovedet, hvem han er, eller hvad han står for? Talen til Juda om offerbål og afgudsdyrkelse kan virke historiserende og fremmedgørende, samtidig med at nævnelsen af det lovede land og Israel bringer nutidige, politiske konnotationer ind. Og oven i det hele, får vi at vide, sidder Gud som det store øje i det høje og ser alt, hvad vi foretager os!
Den geskæftige har travlt med, hvad andre gør og ikke gør. Vielgeschrey i Holbergs Den Stundesløse har travlt med sig selv – og (dermed) med ingenting. Digteren Sarvig vender i salmesamlingen Hør Jordens råb sagen til et spørgsmål: ”Var vores liv en flugt fra det, Du havde ment med os?”. Moderne afgudsdyrkelse kunne være den stundesløse geskæftighed, dyrkelsen af de mange muligheder: Vi skal tage stilling, være politisk indsigtsfulde, det er en samfundspligt at danne sig en mening om alt, se Deadline og kommentere snart sagt hvad som helst på Facebook og Twitter.
Vi oplever det som udtryk for overskud, for rigdom, men det kan lige så vel være dække for en åndelig fattigdom.
I Jeremiasteksten hører vi en tale til vor tid om, at det ikke er godt nok, at der står et tempel, en kirke på jord, hvis vi udelukkende forholder os til den som et hus, hvor ‘nogen’ passer gudsforholdet på andres vegne, eller som en institution, vi kan forsvare som historisk arv og kulturel værdi. Tro og gerninger hører sammen – hvordan afspejler det sig i et moderne menneskes liv?
Det er yndet i mange sammenhænge (ofte præget af New Public Management) at omtale et givent arbejdes formål og udbytte som ’det, vi er sat i verden for’. Der spores en stor geskæftighed, også inden for kirken, hvor vi altid må stille os spørgsmålet: Hvad skal omhuen med at bevare kirkebygningerne og inventar og opfindsomheden for at finde på kirkelige aktiviteter tjene til? Eller rettere: Hvem tjener vi dermed? Kirken består både af kulturkristne, enker, fattige i ånden, karrieremennesker, arbejdsløse, hjerteknuste og stundesløse. Ofte er vi flere af tingene samtidig.
Teksterne til i dag stiller det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være i Guds tjeneste som kirke og som menneske?
Nøgleord: geskæftighed
Al vores beskæftigelse tager som regel udgangspunkt i os selv, men hvordan rettes vi undervejs ud af denne indkrogethed i os selv og vort eget. Kan vi lade alt det, vi kan og vil og tror, korrigere af kristendommens forståelse af, ’hvad vi er sat i verden for’. Ole Sarvigs himmelråbende appel til den gud, der faktisk gik ind på de vilkår, som vi lever vort faldne liv på, udstiller synderens blindhed og handlingslammelse:
”O, Gud, min kærlighed,
hvordan kan Du forstå
de vilkår, som vi lever på
i disse sære tider,
hvor alting skrider,
og alting skrider, skrider
mod den dybe slugt?
Var vores liv en flugt
fra det, Du havde ment med os?
(Hør Jordens råb, Lindhardt og Ringhof 1982)