Kærlighed til mennesker er mange ting. I dagens første læsning viser den sig ved at dele ud af overfloden til dem, der mangler. Som et omkvæd i en folkevise går det gennem teksten igen og igen, at du skal lade noget blive tilbage til den fremmede, den faderløse og enken. Støt den, der er faldet – måske efter et forkert skub – og har brug for hjælp til at rejse sig. Ifølge epistlen er der også kærlighed i ansvaret for hinanden, inden vi falder, og livet gør ondt. Ingen må bringe sin bror til at snuble eller falde.
I evangeliet siger Jesus, at kærligheden skal række ud, selv til fjenderne. Kærlighed til mennesker er – i det mindste – at agte sin modstander. Medmindre man faktisk kan komme til at elske sine fjender. Men så er man vel ikke fjender mere? Nej, netop.
Hvad gør man med musikken sådan en søndag, der er præget af bud og belæring? Selvom budene er gode og kristelige, kommer de også til at virke netop belærende eller bare kedelige. Er der en linje i læsningerne, eller er det trods alt et brud, at Jesus fordrer kærlighed endog til vores fjender? Føjer denne søndag bare endnu ét til rækken af uopfyldeligheder fra Jesus’ side, eller meddeler han simpelthen en ny verden? Fjendekærligheden som Guds kommende rige, ikke vores præstation (selvom vi ikke tager skade af at prøve)?
