Homiletiske overvejelser

Vores første indtryk af denne søndags tekster var: Storhed. Rundhåndethed. Storslåethed. Var det en ide at forfølge noget af dét i prædikenen? Skønheden i musikken, overfloden i naturen, magien i øjeblikket? Alt sammen ingredienser i gudstjenesten, og alt sammen noget, som er for alle, rig som fattig. Det store festmåltid – et godt billede på nadveren – viser en vilje til at række ud og nå selv det mest marginaliserede og ikke-inviterede menneske. Dét er i sig selv stort. 
Livet er også større end vores arbejde. Lige så vigtigt det er for mennesker at kunne bruges, bidrage og tjene sine egne penge – lige så fatalt er det, hvis arbejdet fylder det hele. En gang imellem sker det, at mennesker lægger arbejdslivet og –stilen helt om, fordi noget andet og vigtigere i livet har åbnet sig for dem. 
Det store i det små og enkle, måske. Eller i det nære. En af de indbudte meldte afbud, fordi han lige havde giftet sig. Noget overraskende hindrer dette ham åbenbart i at feste med andre. Måske han og fruen ikke har nået til den erkendelse endnu, at ægteskabet lever af mere end tosomheden. Det trækker også på ægtefællernes venner, naboer, kolleger og mange andre, som befolker den tilværelse, ægtefællerne bygger op sammen.
Kunne man i den forbindelse også inddrage epistlen? Den fortæller om forholdet mellem ord og handling. Vi kan sige alle de store og rigtige ord – og selv undergrave dem. Eller vi kan bare gøre det, der skal til, uden at fable så meget om det. Det er også stort. Især det sidste. 
Gud er stor, men skjuler sin storhed under dens modsætning – og løfter dermed sløret for den.