Vi kan med god samvittighed give kejseren, hvad kejserens er, hvis det er en gæld, vi kan komme ud af inden for almindelige købmandsskabspraksis. Problemet melder sig, når det, kejseren fordrer af os, er andet end kongens mønt: SS-officeren Adolf Eichmann stod efter Anden Verdenskrig tiltalt for jødeudryddelser, men havde i sin egen selvforståelse blot gjort, hvad han som embedsmand var forpligtet på og havde givet sin fører den lydighed, han skyldte ham (Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet).
Gudsforholdet er ikke udelukkende et anliggende mellem Gud og én selv. Det handler også om forholdet mellem mennesker. Ved at betale sin samfundsgæld (skat) og være de overordnede lydig, er man altså ikke kommet ud af gælden til sin næste, det menneske, der nu og her har brug for ens hjælp eller er afhængig af ens disponeringer. Ja, man kan åbenbart (som Eichmann) ligefrem skade sine medmennesker derved. Det verdslige og det åndelige regimente arbejder inden for to områder, der er forskellige, men alligevel forbundne kar.
Profeten Amos fordømmer udbytning af andre. Vi kan snyde med mål og vægt i handel og vandel, men det er ikke muligt at snyde på vægten i forhold til det, vi er Gud skyldige. Og i denne gæld indgår forpligtelsen på vores medmenneske. Og det ved vi godt – det er det samvittigheden fortæller os.
Tema: samvittighed
Samvittighed er en sam-viden, vi har med Gud og med os selv: ”Du og Samvittigheden er Eet, den veed Alt hvad Du veed, og den veed, at Du veed det”. Sådan forklarer Kierkegaard det i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (SKS 8, 230). ”Men der hænder ”her i Timeligheden, i Uroen, i Støien, i Trængslen, i Mængden, i Udflugternes Urskov, (…) det Forfærdelige, at En ganske overdøver sin Samvittighed (…) men af med den bliver han ikke, den bliver hans eller rettere han er dens” (SKS 8, 228).
At forholde sig til Gud er at have samvittighed, skriver Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger: ”Derfor kunde et Menneske heller ikke have Noget paa sin Samvittighed, dersom Gud ikke var til, thi Forholdet mellem den Enkelte og Gud, Guds-Forholdet er Samvittigheden, og derfor er det saa forfærdeligt at have end det Mindste paa sin Samvittighed, fordi man strax har Guds uendelige Tyngde med” (SKS 9, 147).
I og med vores gudsforhold er vi sat for en evindelig indre rettergang. Vi må i ethvert forhold overveje, hvad der er kejserens, og hvad der er Guds – altså, hvad vi er hvem skyldig i hvilken sammenhæng: Hvem har fordring på hvad i et menneske? Udgangspunktet er, at uanset hvad står vi ikke alene, for samvittigheden er en del af forholdet – og dermed er vi sat under ikke vores mavefornemmelses, men Helligåndens jurisdiktion. Evangeliet fordrer dét ene af os, vi selv har absolut brug for: et kærligt blik på vores liv. Hvordan udmønter vi den kærlighed, Gud har præget os med?
Liturgiske anknytningspunkter
Fadervors første bøn: ”Helliget vorde dit navn”. I Hans navn skal vi selv blive helliget, jf. ”Dig være mildeste Gud fader” (DDS 6): ”Thi findes noget godt i mig, det alt jo virket er af dig”. Vi dannes i billedet af den, hvis navn vi holder for helligt.
Trosbekendelsens tredje led: Helliggørelse er Helligåndens gerning. Helliggørelsen retter sig ikke alene mod den enkelte, men mod fællesskabet: syndernes forladelse og ”de helliges samfund” hører sammen.
Om forholdet mellem tekster og liturgi
Evangeliet udlægger tiden, verden, og mennesket i den. Det må betyde, at bibelteksterne også altid udlægger den gudstjeneste, de indgår i. Tekster og liturgi er med andre ord intertekstuelle.
En frugtbar øvelse vil derfor altid være at gennemtænke, hvordan dagens tekster belyser gudstjenesten øvrige led. Prædikenen behøver ikke være en udlægning af disse overvejelser og da slet ikke i form af et liturgisk foredrag, men blikket for det forbindende mellem det, der høres og det, der gøres i gudstjenesten, tror jeg, kvalificerer såvel præstens måde at agere og bevæge sig i kirkerummet (mellem alter, prædikestol og døbefont) samt menighedens oplevelse af sammenhæng eller ’flow’ i gudstjenesten.
At en gudstjeneste ’giver mening’ er ikke ensbetydende med, at den forstås eller kan forklares, men netop, at den opleves som i en eller anden grad sammenhængende.
