23. søndag efter trinitatis
Salmevalg 23. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 752 Morgenstund har guld i mund

100S 889 Du skal elske din næste som dig selv

DDS 561 Jeg kender et land, vers 7-10 (melodi: Lindeman)

DDS 761 Den klare sol går ned

100S 847 Kalken med Ordet

DDS 6 Dig være mildeste Gud fader

Med ”Morgenstund har guld i mund” begynder vi ’hjemme’ med en kendt salme, hvis tema er at gå til sin gerning med frimodighed og god samvittighed, ”om end vi måtte græde”. Frimodigheden er vigtig som optakt til næste salmes betoning af de mange krav versus vores uformåenhed.

Skyldsspørgsmålet tynger i ”Du skal elske din næste som dig selv”, men ophæves, idet balancen tipper mod salmens sidste vers.

Som beskrevet i noten om genkendelighed og ny-oplevelse under Tværfagligt notat foreslår vi ”Jeg kender et land” som gennemgående for perioden 21. søndag efter trinitatis til Sidste søndag i kirkeåret. I dag vers 7-10. Afstanden mellem Gud og menneske tælles efter en anden målestok end metermål og lysår og menneskets skyld måles hverken med vægt eller lodder. Med prægnante formuleringer beskriver Grundtvig, hvordan Gud overvinder afstanden og ophæver gælden: ”rækker fra Himlen til jorderigs muld/ og rører vort øje” – ”åbner [sin] hellige favn”, så Ånden, usmittet, kan røre ved støv”. Omslaget ligger hos mennesket i ydmyghedens bevægelse: ”lad mig nedknæle så dybt i mit ler/ at Gud mig kun ser” og erfares som en vending fra håbløshed til lettelse: ”at glæde jeg ser, når håb er ej mer!”

”Den klare sol går ned”. Ved døgnets og livets kvæld begynder samvittighedsspørgsmål at tynge, ikke bare i sig selv, men med ”hele Guds uendelige tyngde” (Kierkegaard, Kjerlighedens Gjerninger). Da er det på sin plads at minde Gud – eller sit eget plagede selv) om, at Han fra begyndelsen ”af mit ler (…) gjorde meer, end jeg kan sige grant”. Og så får vi lov at synge ”ormesæk”!

For at indsynges går ”Kalken med Ordet” som nadversalme igennem perioden 21. søndag efter trinitatis til sidste søndag i kirkeåret. Gottliebs melodi er let at gå til, men Grotrians ord og sammenstillinger kan føles uvante i gudstjenestesammenhæng og tåler derfor gentagelse i en periode.

Slutsalmen er ”Dig være mildeste Gud Fader” på melodien til ”O havde jeg dog tusind tunger”. Den Gud, vi har sam-viden med, er vores mildeste Gud Fader, syndserkendelsen ophæves i tak for Kristi forsonergerning og tilgivelsens mulighed. Og så bindes en sløjfe på indgangssalmens beskæftigelse med vort daglige virke, idet vi erkender, at ”findes noget godt i mig, det alt jo virket er af dig”. Sådan fremhæves Helligånden som åndelig motor; for sin trøst og vejledning.