En tur på kirkegården bringer mange slags tanker op i én. Blandt andet tanken om, hvor de døde er. At de døde kroppe er i jorden, er lige så beroligende, som det er foruroligende. Det er trygt at vide, hvor de døde er. For, i et stykke tid i hvert fald, findes de i den mørke muld. De er også i vore hjerter og erindring. Og så er de hos Gud. Siger vi jo. Og mens jeg går hen over kirkegårdens grus, skutter mig lidt i kulden og kigger op mod stjernerne, er dén tanke næsten umulig at fastholde samtidig med tanken om at vi, de endnu levende, også er hos Gud: Vi er hos Gud akkurat som de døde er det. Vi er på samme tid hos Gud. Vi er samme sted. Og – tydeligvis – alligevel ikke.
Tanken om, at den døde er hos Gud, kan være lettere at have med at gøre end den, at jeg selv er.
Hvad stiller vi op, når noget slutter? Liv, venskaber, kærlighedsforhold… På hvilket plan kan vi overhovedet forstå afslutninger. Og i hvilken grad er vi selv skyldige i dem? Det beskæftiger Julian Barnes sig med i romanen Sense of an Ending (2010), hvis hovedperson er akkurat så uvidende som enhver af os om, hvilke handlinger, der fører til slutninger og hvilke, der bærer livet videre. Han reflekterer sådan:
”Vi lever i tid – den fastholder os, former os – men jeg har aldrig haft følelsen af, at jeg forstod den specielt godt. (…) Findes der noget mere pålideligt end en sekundviser? Og alligevel skal der kun en ganske lille nydelse eller smerte til for at belære os om tidens elasticitet. Visse følelser får den til at gå hurtigere, andre sætter dens tempo ned: en gang imellem bliver den tilsyneladende væk – indtil det senere punkt, hvor den for alvor forsvinder og aldrig vender tilbage”. (Oversættelse Claus Bech, Når noget slutter, Tiderne Skifter, 2011)
Ikke kun erkendelsesmæssigt, men også biologisk har vi en indbygget modstand mod det definitive ophør; vores liv er en væren-til-døden, men vi har svært ved at forholde os med afspændthed til afslutningen, ødelæggelsen, alderdommens nedbrydning af legeme og sind.
Pårørende som har mistet deres kære efter svær sygdom, demens eller andre trængselstider, kan give udtryk for en lettelse over, at døden kom. Håbefuldt og længe har de indædt kæmpet for og sammen med den syge for at bevare livet og værdigheden i en angst for afslutningen. Når den kommer, bliver håbet et andet. En overgivelse. En oplevelse af nåde i ødelæggelsen af alt det onde og svære, et håb om, at det gode, som de kæmpede for, ikke er fortabt.
Tiden op mod Herrens dag er en trængselstid (se i ordbogen, hvor mange pseudonymer ordet har). Trængselstid er dog hverken ækvivalent med ulvetime, kulturkrise, lavvækstperiode eller en off-day. Trængselstiden er den sidste tid, hvor noget overhovedet kan være i tid og rum. Trængsel varsler sammenbrud og nybrud. Som ved universets skabelse, hvor materien blev trængt så meget sammen, at det eksploderede ud i en ny verden og værensform. Og tiden blev til.
Jordens undergang er opløsningen af tid og rum. En invers – en omvendt –skabelseshandling. Ikke bare en destruktion af det eksisterende, men frembringelsen af en helt ny væren, nemlig den måde som Gud er (til) på: som Alt i alle.
Tema: bøn
Det angstfremkaldende ved dagens tekster og hangen til enten til selvopgivelse eller -hengivelse, kan prædikenen evt. gribe ved at udfolde sig som bøn; ”Kære Gud. Lad det amen, vi sætter som segl for vor bøn, være som et komma for dig, en anledning til at skrive videre. For at det, når alt kommer til alt, må blive ikke som vi vil, men som du vil.”
Liturgiske anknytningspunkter
Bortsendelsesordene: "…som nu har givet os sit hellige legeme og blod".
Jesus Kristus har givet sig til verden. Den dag verden ødelægges eller går under, er han altså en del af den; den del, der gør, at det er en anden verden, der går under, end den, der blev skabt; der er nemlig nu lige præcis det i den (Ham), der gør, at nyt kan blive til af det gamle. Men han er samtidig udenfor verden, som den, der kommer igen for at afgøre, hvad der skal blive af den/ hvad der skal bevares.
Man kan også fokusere på gudstjenestens mange bønner. Kollekterne slutter ”fra evighed til evighed”. Hvad er dét for et spand, hvis ikke et tidsrum?
Om forholdet mellem tekster og liturgi
Evangeliet udlægger tiden, verden, og mennesket i den. Det må betyde, at bibelteksterne også altid udlægger den gudstjeneste, de indgår i. Tekster og liturgi er med andre ord intertekstuelle.
En frugtbar øvelse vil derfor altid være at gennemtænke, hvordan dagens tekster belyser gudstjenesten øvrige led. Prædikenen behøver ikke være en udlægning af disse overvejelser og da slet ikke i form af et liturgisk foredrag, men blikket for det forbindende mellem det, der høres og det, der gøres i gudstjenesten, tror jeg, kvalificerer såvel præstens måde at agere og bevæge sig i kirkerummet (mellem alter, prædikestol og døbefont) samt menighedens oplevelse af sammenhæng eller ’flow’ i gudstjenesten.
At en gudstjeneste ’giver mening’ er ikke ensbetydende med, at den forstås eller kan forklares, men netop, at den opleves som i en eller anden grad sammenhængende.