5. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 5. s. e. trinitatis

Tværfagligt notat

Gitte Preussler og Michael Hemmingsen

Vi kom til at smile af at høre dagens første læsning om Esajas’ kaldelse til profet. Den højt ophøjede trone. De detaljeret beskrevne serafer. Røgen, der fylder huset. Det er stort! Det er kongens sted. Over for alt det står profeten, spagfærdig og skrækslagen med sine urene læber. Men det gloende kul fra alteret renser ham, da serafen kommer med det på en tang. Profeten tager mod til sig på Herrens ord: Send mig. Det hellige kalder på det usikre menneske, og velsigner det med mod og glæde. Som om den kristne menighed skal kende storheden i Gud og blive lette om hjertet ved den.  

Vi taler om gudstjenesten. Er den blevet for mystisk for de fleste? Hvor meget behøver vi forklare og komme med regibemærkninger? Eller er den tværtimod ikke mystisk nok? Ikke fordi den skal være som en sekt. Men fordi den bare er noget andet end det, vi ellers gør. Kan musikken bringe noget af mystikken tilbage i gudstjenesten?

Epistlen gør et helt andet indtryk på os. Den virker pæn og idealistisk i første del. Men læser man det frivillige stykke med, ser vi, at dette her handler om at inddrage sig selv. Velsignelse – kunne det også være at stoppe sig selv, vare sin mund, styre sig – og stræbe efter det gode? 

Evangeliet gør os nysgerrige efter at høre, hvad Jesus egentlig sagde. Der står, at de kom for at høre Guds ord, og at han underviste dem fra båden. Men i hvad? Sagde han mon ”vær barmhjertige”, ligesom søndagen før? Fiskerne blev grebet af rædsel over den uventede og store fangst, ligesom Esajas foran højalteret. Er det sådan, mødet med storheden påvirker os? Med frygt, i hvert fald i første omgang, fordi storheden får os til at se vores egen utilstrækkelighed? Jesus må gentage julenattens og påskemorgens ”Frygt ikke!” for at berolige dem og udsende dem, ligesom Esajas’ læber blev renset og hans frygt fjernet. ”Fra nu af skal du fange mennesker”, siger Jesus til Peter. Men hvem bryder sig om at møde en menneskefisker? Med mindre det er en munter en. En, der er overbærende og uhøjtidelig, også i forhold til sig selv? En, der tager mig videre fra det, der ikke lykkedes. Giver mig tid og frihed.