Fortsæt til hovedindholdet
24. februar 2026

Forbedret forberedelse - styrken ved at være to

Få et indblik i projektet Forbedret forberedelse og de erfaringer, der viser, hvordan to voksne i konfirmandlokalet kan skabe mere ro, nærvær og faglig refleksion. Tal om kirken er klar med fire nye religionspædagogiske podcastafsnit, hvor du også kan blive klogere på forældresamarbejde og konfirmationsforberedelse i Europa.
 
 Samtidig er et nyt hold præster klar til at producere indhold til “Prædiken på vej”.

Podcastlogo

Nye afsnit af "Tal om kirken"

Sidste år udkom Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) med podcastserien "Tal om kirken". De første fire afsnit havde religionspædagogik som tema, og nu er yderligere fire religionspædagogiske afsnit udkommet.

Udviklingskonsulenter i FUV, Anders Kaufmann og Mona Solsø Holm, som står bag afsnittene, fortæller om indholdet i de nye afsnit.

 

Hvad kan man forvente af de fire nye religionspædagogiske afsnit af "Tal om kirken"?

Vi sigter mod praksisnære samtaler om nogle af de udfordringer og muligheder, mange står midt i, når arbejdet med konfirmander og minikonfirmander skal lykkes. Afsnittene tager fat på aktuelle temaer, som både berører hverdagen i undervisningslokalet og de større pædagogiske og teologiske perspektiver.

Hvert afsnit er bygget op med en præsentation af den, vi interviewer, og en konkret genstand, som giver et håndgribeligt billede på temaet. Ideen med podcasten er at give stof til eftertanke og mod på at afprøve noget nyt i konfirmandstuen.

 

Hvordan har I planlagt indholdet i podcasten? Arbejder I ud fra bestemte tematikker?

Alle afsnit tager udgangspunkt i den religionspædagogiske virkelighed i folkekirken. Noget er meget konkret – som afsnittet om skolevægring – mens andet har fokus på baggrundsviden, for eksempel afsnittet om den europæiske undersøgelse af konfirmationsforberedelsen.

De fire nye afsnit handler om:

Konfirmander med skolevægring

Konfirmationsforberedelse i Europa

At være to om konfirmationsforberedelsen (co-teaching)

Forældresamarbejde

 

Hvad er jeres forventninger til de nye afsnit?

Vi håber, at lytterne oplever, at flere af afsnittene rammer noget, de konkret har hørt om, arbejder med eller gerne vil vide mere om – og at de får lyst til at overveje, hvordan perspektiverne kan bruges i deres egen praksis.

Målet er ikke at levere færdige svar, men at give inspiration til fortsat at skabe gode rammer om konfirmand- og minikonfirmandarbejdet i sognene.

Hvis afsnittene kan give mod på at justere, afprøve og reflektere – og måske også mod til at lære noget nyt – så har de indfriet deres formål.  

Lyt til de nye afsnit af "Tal om kirken".

Nyt hold klar til "Prædiken på vej"

Fra palmesøndag og et år frem skal præster fra Aarhus Stift samt præster udvalgt præster af FUV producere podcasten "Prædiken på vej".

Ideen med podcasten er, at præsterne skiftes til at interviewe andre præster om den kommende søndags prædikentekst. Undervejs udforskes tekstens temaer nysgerrigt og med blik for både detaljer, uklarheder og de store linjer.

Podcastens primære målgruppe er præster, der ønsker et lettilgængeligt indspark til prædikenforberedelsen. Men er man interesseret i teologi, tro og prædikenlære, er podcasten også værd at lytte til.

Lyt til "Prædiken på vej".