Fortsæt til hovedindholdet
24. februar 2026

Styrken ved at være to

Samarbejdet mellem præst og teologistuderende i konfirmationslokalet kan skabe mere ro og nærvær i undervisningen. Udviklingskonsulenter i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Anders Kaufmann og Mona Solsø Holm, dykker bl.a. ned i de positive erfaringer med tolærerordning fra projektet “Forbedret forberedelse”, der har kørt i København, i de nye podcastafsnit af "Tal om kirken".

Podcastlogo

Nye afsnit af "Tal om kirken"

Hvordan kan konfirmationsforberedelsen styrkes gennem co-teaching mellem præster og teologistuderende? Det undersøger udviklingskonsulenter i FUV Anders Kaufmann og Mona Solsø Holm i ét af de fire nye podcastafsnit, der netop er udkommet. Blandt gæsterne i podcasten er Anders Larsen, sognepræst ved Hyltebjerg Kirke, der har været en del projektet "Forbedret forberedelse", som har undersøgt effekten af, at en præst og teologistuderende er sammen om konfirmationsundervisningen. Erfaringerne peger på, at flere voksne i konfirmationslokalet kan give mere ro, større nærvær og bedre mulighed for at samle op på den enkelte konfirmand. Samtidig kom projektet til at fungere som et vigtigt praksisrum for teologistuderende og et fagligt refleksionsrum for præsterne. 

Anders Kaufmann og Mona Solsø Holm fortæller om indholdet i de nye afsnit.

Hvad kan man forvente af de fire nye religionspædagogiske afsnit af "Tal om kirken"?

Vi sigter mod praksisnære samtaler om nogle af de udfordringer og muligheder, mange står midt i, når arbejdet med konfirmander og minikonfirmander skal lykkes. Afsnittene tager fat på aktuelle temaer, som både berører hverdagen i undervisningslokalet og de større pædagogiske og teologiske perspektiver.

Hvert afsnit er bygget op med en præsentation af den, vi interviewer, og en konkret genstand, som giver et håndgribeligt billede på temaet. Ideen med podcasten er at give stof til eftertanke og mod på at afprøve noget nyt i konfirmandstuen.

 

Hvordan har I planlagt indholdet i podcasten? Arbejder I ud fra bestemte tematikker?

Alle afsnit tager udgangspunkt i den religionspædagogiske virkelighed i folkekirken. Noget er meget konkret – som afsnittet om skolevægring – mens andet har fokus på baggrundsviden, for eksempel afsnittet om den europæiske undersøgelse af konfirmationsforberedelsen.

De fire nye afsnit handler om:

Konfirmander med skolevægring

Konfirmationsforberedelse i Europa

At være to om konfirmationsforberedelsen (co-teaching)

Forældresamarbejde

 

Hvad er jeres forventninger til de nye afsnit?

Vi håber, at lytterne oplever, at flere af afsnittene rammer noget, de konkret har hørt om, arbejder med eller gerne vil vide mere om – og at de får lyst til at overveje, hvordan perspektiverne kan bruges i deres egen praksis.

Målet er ikke at levere færdige svar, men at give inspiration til fortsat at skabe gode rammer om konfirmand- og minikonfirmandarbejdet i sognene.

Hvis afsnittene kan give mod på at justere, afprøve og reflektere – og måske også mod til at lære noget nyt – så har de indfriet deres formål.  

Lyt til de nye afsnit af "Tal om kirken".

Nyt hold klar til "Prædiken på vej"

Fra palmesøndag og et år frem skal præster fra Aarhus Stift samt præster udvalgt præster af FUV producere podcasten "Prædiken på vej".

Ideen med podcasten er, at præsterne skiftes til at interviewe andre præster om den kommende søndags prædikentekst. Undervejs udforskes tekstens temaer nysgerrigt og med blik for både detaljer, uklarheder og de store linjer.

Podcastens primære målgruppe er præster, der ønsker et lettilgængeligt indspark til prædikenforberedelsen. Men er man interesseret i teologi, tro og prædikenlære, er podcasten også værd at lytte til.

Lyt til "Prædiken på vej".