Uanset om præsten formelt er daglig leder eller ej, så indebærer det at være præst i en folkekirkelig menighed både ret og pligt til at lede. Præsten har en organisatorisk indplacering og et kald, der betinger en ikke mindst faglig ledelsesopgave i forhold til menighedsrådet, som præsten er født medlem af, og en både faglig og helt konkret ledelsesopgave i forhold til sine kolleger, de lokalt ansatte på samme arbejdsplads som præsten. Det gælder f.eks. tilsyn med kirkebogsføring og varetagelse af gudstjenester og kirkelige handlinger. Men det rækker også meget videre. Præstens ledelse har betydning for prioritering af opgaver, sikring af legalitet og bevidsthed om legitimitet. Og meget andet. Ledelsesopgaverne kan man gå til på mange måder. Vi vil se på nogle af dem over tre kurser og et opfølgningsdøgn.
Fokus for kurset, individuelt og i grupper, vil være beskæftigelse med deltagernes konkrete kort- og langsigtede udfordringer. De tre kursusuger vil rumme oplæg, læsetid og skrivetid, og målet er deltagernes udarbejdelse af et skriftligt projekt om de konkrete ledelsesudfordringer. Det vil vi aftale nærmere, når vi er sammen.
Ud over en første indkredsning af problemfelter vil oplæggene på det første kursus fokusere på lovgrundlaget bag de ledelsesopgaver og den forvaltning, præsten har ansvar for eller del i.
Professor, cand.jur., ph.d. Lisbet Christoffersen, RUC og KU:
Ledelse og tilsyn i folkekirken.
Præstens ledelsesopgaver kan forekomme diffuse og med mange facetter. Der er højst forskellige traditioner og praksis i pastorater, provstier og stifter. Og ledelsesopgaverne – også præsters ledelse – kan angribes på mange måder og med meget forskelligt fokus; men ledelsesopgaverne svæver ikke frit i luften. Der er tværtimod et omfattende juridisk og forvaltningsmæssigt grundlag. Hvilket er det juridiske grundlag for præstens, provstens og biskoppens tilsyn og faglige ledelse?
Stiftskontorchef Bodil Abildgaard, Viborg Stift:
Hvordan fungerer ledelse og tilsyn i praksis?
Præstens embede hviler på et omfattende teologisk fundament, men også på
et forvaltningsretligt, der henter sin begrundelse i grundlæggende tanker om og
almene principper bag offentlig forvaltning: Dokumentation, åbenhed, tavshedspligt,
upartiskhed etc. Hvilke gode … eller måske knap så gode … erfaringer kan vi
lære af, når det gælder tilsyn, ledelse og forvaltning?
Per Melhof:
1. Fremlæggelse af ledelsesrolle og særlig udfordring
på baggrund af rammeoplæg.
2. Oplæg og gruppedrøftelser om ledelse og
ledelsesteori.
3. Indkredsning af temaer og aftaler
om det videre arbejde.
Der bliver desuden indlagt studietid og en session, hvor deltagerne kan fremlægge af læst litteratur.