Allehelgensdag
Homiletiske overvejelser allehelgensdag

Homiletiske overvejelser

Lektie (GT): Løftet om frelse i det land, hvor der hverken er sult eller tørst

Lektie (NT): Guds bolig uden sorg og pine

Evangelium: Disciplene som jordens salt og verdens lys

Salt og lys. Vi kan ikke undvære hverken det ene eller det andet. Begge dele er livsnødvendige og samtidig billeder på det, som giver livet værdi. Salt giver smag og karakter. Uden lys er alt gråt og trist. Lys gør, at vi kan se, gør verden farvestrålende. Det gør, at vi kan finde vej og færdes trygt. I lys er verden velkendt. I mørke bliver vi utrygge og famlende. Og verden synes fremmed.

Til allehelgen mindes vi de døde, som for os var en del af livet, måske var selve livet. Ligesom mørke forandrer den kendte verden, forandrer døden den verden, vi kender. Den bliver mindre. Alt det fortrolige, steder og ting, minder om det, som er forbi. Når et menneske dør, er det som et lys, der slukkes. Og vi ved af erfaring, at når et lys slukkes, bliver der lidt mørkere, end der var, før lyset blev tændt. Men det er også en erfaring, at uden mørke ville vi ikke vide, hvad lys er. Uden døden ville livet miste sin alvor. Det er over for døden, at det bliver lysende klart, hvad der for alvor betyder noget i livet – og hvad der burde være anderledes. Salt kan miste sin kraft. Livet kan miste sin intensitet. For meget kan gå fortabt i ærgrelser, bekymringer, utilfredshed, nid og nag. ”Hvor længe lever mennesket når det kommer til stykket, hvor mange rene timer har det, hvor ofte lever det som elektricitet og lyser verden op?” spørger den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson i romanen Englenes sorg (Batzer & Co, s. 121).

I er jordens salt, I er verdens lys, sagde Jesus til sine disciple, som mest af alt udmærkede sig ved deres almindelighed. De var alt, hvad mennesker er. Nogle gange modige, andre gange feje. De var både trofaste og svigefulde, generøse og smålige. Deres liv var ikke specielt glansfulde. Alligevel er disciplene verdens lys, og det lys, de er, er de for andre. 

Også vore døde er Vorherres disciple. Også de var verdens lys – og det, som lyser klarest den dag, de ikke er her mere, er deres kærlighed til os. Den dør ikke sammen med dem, vi elsker, lige så lidt som vores kærlighed til dem gør. Sorg er den kærlighed, vi ikke længere kan komme af med, men glæden over den kærlighed, vi fik og fik lov at give, kan ikke mistes. Den udspillede sig ikke mindst i hverdagen, i det hverdagsagtige. En smag, en duft, en lyd, en stemning kalder mennesker og øjeblikke frem for os. Det, som tilsyneladende ingenting er, fortæller om det væsentligste: omsorg og godhed, hjælpsomhed og fællesskab. Der er, som Jakob Knudsen skriver i fjerde vers af "Se, nu stiger solen" i de kendte og kære navne, at kærligheden bor, og dagen henter sit lys og sin betydning.

I er jordens salt og verdens lys, sagde han, som selv var saltet og lyset i verden, og hvis kærlighed viste sig at være af en art, som døden ikke kan få bugt med. Han sagde det til dem, som skulle ud at forkynde håbet om livets og det godes sejr i en verden, hvor alt veksler. På jorden er der død, sorg og tårer, og de tungeste tårer ved en grav er nu engang dem, den døde måtte have grædt over os. Kun hos Gud er alt det forsvundet. Vore døde er i gode hænder. De er hos ham, der er lyset og livet i himlen og på jorden, hvor mennesker dagligt får mulighed for at lade deres lys skinne for andre.