Uddybende kursusbeskrivelse:
Gud tog bolig i Jesus af Nazareth, levede blandt os som et sårbart menneske, døde på korset og opstod igen. Denne forunderlige begivenhed måtte de første Jesustilhængere forsøge at få til at give en eller anden form for mening. Hvad udrettede Gud ved at tage en menneskeskikkelse på sig? Hvorfor skulle Jesus dø? Hvad betyder det for os, for vores gudsforhold og for vores liv og død?

Et af de tidligste – og senere hævdvundne – svar på disse spørgsmål tolkede inkarnationen og korsdøden som en forsoningsbegivenhed, hvor Gud gennem Kristus forsonede ”alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1,20). Kristus blev i forlængelse af de hebraiske skrifter set som ”et sonoffer for vore synder” (1 Johs 2,2). Men hvad betyder forsoning? Hvem skal forsone sig med hvem? Og hvordan virker forsoningsmekanismen overhovedet? Teologihistorien vidner om mindst tre forskellige forsoningsmodeller, som implicerer forskellige gudsbilleder, menneskesyn og frelsesforståelser. Forsoningsmodellerne forsøger at besvare de samme spørgsmål, men besvarer dem vidt forskelligt.

På dette kursus skal vi se nærmere på forsoningstanken i Det Gamle og Nye Testamente, på diverse udviklinger inden for såvel den oldkirkelige som nyere teologi, og så skal vi genbesøge forsoningsteologien i Luthers retfærdiggørelseslære samt overveje præstens rolle og opgave som forsoningsformidler. Endelig skal vi undersøge, om Jesu forsonergerning har et universelt sigte eller ej.