Fortsæt til hovedindholdet
FUV
Kursusprogram

Teologien i nyere salmer

De nye salmer har fyldt meget og stadigt mere i Folkekirken de seneste ti år end tidligere. Der udgives utallige nye salmer, både af etablerede salmedigtere og af helt nye salmedigtere, og de bruges i rigt mål i de danske kirker bl.a. med de to salmebogstillæg fra 2016 og 2017 samt via salmer.dk. Men hvilken teologi (eller teologier) er det, der finder udtryk i de nye salmer? Er det den samme teologi som i de klassiske salmer, eller sker der (også her) forskydninger i det teologiske, luthersk-evangeliske og forkyndelsesmæssige indhold?

Refleksioner over sådanne spørgsmål mangler i høj grad. Der er skrevet en del artikler om salmer gennem de seneste år (bl.a. publiceret på salmer.dk), men man skal tilbage til 2007, for at finde den seneste, metodiske gennemgang af de nye salmers teologi (Kirsten Nielsen: ’Der flammer en ild – Gudsbilleder i nyere danske salmer’).

Denne mangel søger en udgivelse fra oktober 2023: ’Hvor jord og himmel mødes – om teologien i nyere salmer’ at råde bod på. I bogen findes 45 artikler og essays, hvor en lang række teologer, præster, litterater med mere udfolder forskellige teologiske temaer i de nye salmer. Flere af disse vil holde oplæg på kurset, hvor vi med god tid vil dykke ned i forskellige teologiske sider af de nyere salmer og deres brug.

Kurset vil bestå i en kombination af foredrag, studiegrupper, debat og sang.

De kursusdeltagere, der ikke i forvejen måtte have adgang til salmer.dk, vil få tildelt en sådan i god tid inden kursusstart, så kursusdeltagerne efter interesse selv har mulighed for at orientere sig blandt de nyere salmer forud for kurset.

Ved kursusstart vil deltagerne desuden få et gratis eksemplar af bogen ‘Hvor jord og himmel mødes – teologien i nyere salmer’ (Syng nyt, 2023).


Kirsten Nielsen, professor em., dr.theol.:
”Usynlige som ingen kan beskrive” - Om Gudsbilleder i nyere salmer

Mikkel Gabriel Christoffersen, Adjunkt i Praktisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, KU: Verden i teksten: Taleposition og teologi i nye (og gamle) salmer

Hans Nørkjær Franch, sognepræst ved Aarhus domkirke:
Håndbog for kirkegængere – salmerne som guddommelig brugskunst

Erik Skyum Nielsen, litteraturhistoriker, lektor em. KU:
Tre årtiers moderne salmer

Merete Bøye, cand.theol:
De svære ord. Om dom, synd, skyld og fortabelse i de nyere salmer

Elof Westergaard, biskop i Ribe:
Bøn og poesi i nyere salmer

Dennis C.B. Fick og Morten Skovsted:
Teologien i salmemelodierne
Oplæg ved kursusledere og fælles drøftelse

Morten Skovsted:
1. Fyldt af glæde med rifter i sindet. Om dåbs- og nadverteologi i de nyere salmer
2. Tro, tvivl eller slet ingenting – Om credo-salmer og famlende salmer.

Dato:12. august - 15. august 2024
Kursusleder:Organist Dennis Christoffer Bang Fick og Sognepræst Morten Skovsted
Målgruppe:Præster
Kursustype:Internatkurser
Kursussted:FUV Løgumkloster/Refugiet
Kursus-id:K. 55/24 - 2957
Ansøgningsfristen er udløbet