Fortsæt til hovedindholdet
FUV
Kursusprogram

Dåbsritualernes og dåbsteologiernes historie

Siden årtusindskiftet har der været en omfattende debat om folkekirkens dåbsritual og dåbsteologi, og bl.a. derfor har kirkeministeriet nedsat en dåbskommission, der næste år vil sende en rapport til bred, offentlig høring; rapporten vil måske indeholde et forslag til nyt dåbsritual. Fordi historiske argumenter ofte indgår i den danske debat, vil kurset give en solid indføring i dåbens historie fra Det Nye Testamente til i dag, mundende ud i en præsentation af dåbskommissions rapport ved dens formand, biskop Reinholdt Rasmussen, med efterfølgende diskussion.

Når folkekirkens præster døber, benytter de et dåbsritual med en lang og kompliceret historie, hvor nogle elementer kan føres helt tilbage til oldkirken, men hvor den nuværende formulering af ritualet stammer fra 1992. Ofte døber de i kirkerum og døbefonte, der stammer fra den katolske middelalder. Derfor denne indføring i dåbsritualets og dåbsteologiens historie med særligt fokus på Det Nye Testamente, oldkirken, middelalderens danske kirker, Luther, Zwingli og Grundtvig. Kurset er aktuelt på grund af den kommende rapport fra folkekirkens dåbskommission, der vil blive belyst af kommissionens formand, og kurset vil desuden tage livtag med nogle af de historiske påstande, der bliver fremført i den aktuelle danske dåbsdebat, således spørgsmålet om dåben engang har drejet sig om at bekræfte menneskets skabte status som Guds barn, og om der virkelig findes to radikalt forskellige traditioner i kristen teologi for at forstå forholdet mellem Gud og menneske – en østlig med et optimistisk menneskebillede og en vestlig, der taler mennesket ned?

Lektor, dr.theol. Nils Arne Pedersen, Inst. for Kultur og Samfund, AU:
1. Dåb i oldkirken og middelalderen – kilder, ritualer, teologier
2. Øst og vest – fandtes der to teologiske hovedtraditioner, og hvornår begyndte man at døbe spædbørn?
3. 
Syndefald, arvesynd og dåb i oldkirkens og middelalderkirkens teologi

Lektor, ph.d. René Falkenberg, Inst. for Kultur og Samfund, AU:
Dåbens jødiske baggrund og dåben i Det Nye Testamente

Inventarredaktør, dr.theol. Martin Wangsgaard Jürgensen, Danmarks Kirker, Nationalmuseet:
Døbefonte og dåbsritual i dansk middelalder

Studielektor, ph.d. Rasmus H.C. Dreyer, FUV:
Guds barn eller Guds bekræftelse: Nuancer mellem Luthers og Zwinglis dåbssyn

Lektor, ph.d. Anders Holm, Det Teologiske Fakultet, KU:
Grundtvig dåbsteologi – så vidt muligt upartisk betragtet

Biskop over Aalborg stift Thomas Reinholdt Rasmussen:
Foredrag med spørgsmål/diskussion om dåbskommissionens rapport


Dato:12. maj - 16. maj 2025
Kursusleder:Nils Arne Pedersen
Målgruppe:Præster
Kursustype:Internatkurser
Kursussted:FUV Løgumkloster/Refugiet
Kursus-id:K.35a/25 - 3078
Ansøgningsfristen er udløbet