Prædikenen som bro eller brud?

Vi lever i en splittet verden. Nogle vil hævde, at det altid har været sådan. Men der er nu alligevel mangt og meget for tiden, som trækker i hver sin retning. Temperaturerne opad og tommelfingeren nedad. Magtfulde øjne kigger sig omkring efter landområder, mens folk flygter eller fordrives. Krigens sabler slibes og svinges, og i den vestlige verden kan vi ikke blive enige om, hvordan den skal skæres i kampene om kultur og køn.

Der er mange situationer, hvor mennesker møder det andet, det fremmede. Det gør man også som prædikant. Det andet har her mange ansigter: teksten fra en anderledes tid, i et anderledes sprog. Menighedens mangfoldighed af ører, der hører, som de nu kan og vil. Gud som ”das ganz Andere”. Og når man nu skal forkynde evangeliet, så er det vel i sig selv et budskab, som skiller sig ud fra andre budskaber? Og selve prædikenen – er det ikke en helt egen form for tale? Netop noget andet?

Og så er prædikenen alligevel også en del af noget andet. Den er ord, sprog, kommunikation som så meget andet af den slags. Og den taler til menigheden som noget, vi skal være fælles om. Og om noget, der angår os alle. Ja, teologisk er der meget at sige, som i grunden er almenmenneskeligt. Og evangeliets centrum er vel ikke bare Gud som ”das ganz Andere? Det er vel også – og først og fremmest - Gud, som i Kristus blev menneske som du og jeg?

På denne homiletiske netværksdag skal det handle om prædikenens forhold til alt det andet? Hvornår bygger prædikenen bro? Og hvornår betegner den et brud?