2. pinsedag
Homiletiske overvejelser 2. pinsedag

Homiletiske overvejelser

Foretrukken læsning og inspiration til prædiken 

Foretrukken læsning: Sl 104, 24-30
Hvis ikke Det Gamle Testamente har fået lov at tale med pinsedag, er der god grund til at kigge denne vej. Pinse er (endnu!) en kulmination på Jesu undfangelse, fødsel, liv og virke, død, opstandelse og himmelfart. Men det er også en kulmination på Gud Skabers udstrakte hånd til mennesket. Den almægtige Gud, som tæmmer havets væsner, handler suverænt igennem sin Helligånd, sådan som han også gjorde det igennem sin søn.

Et møde mellem himmel og jord
Naturen prædiker med denne helligdag; foråret og den tidlige sommer forkynder Guds fornyende skaberkraft, som vi må leve og opstå på hver eneste dag. Som Guds livgivende ånde blæste hen over vandene ved altings skabelse, således har Guds ånde endnu engang blæst og skabt noget nyt: troen, hvorved Kristus kan bo i vores hjerter.
Denne helligdag udfoldes pinsedags betydning for kirken, dvs. for det kristne fællesskab og for den enkelte. Det store perspektiv zoomes i evangelielæsningen ind til det mere personlige niveau: Vi får et brudstykke af en natlig samtale mellem en skriftlærd og den nærværende, men dog ubegribelige Jesus. Samtalens indledning følger i øvrigt den næstkommende søndag, trinitatis.

Det er oplagt at komme omkring, hvad ’det evige liv’ vil sige. Det er let at få galt i halsen og tænke det alene om evigheden og det hinsides. Men sagen er, at gudsriget og det evige liv med Jesus er kommet nær, så vi allerede nu lever i det. Det er en del af det budskab, Helligånden forkynder for os. Det er en del af, hvorfor vi allerede nu kan sige som Ingemann, at vi – bor – i nutid – i underværkers land. Gud virker ved sin Helligånd i den verden, vi kender – ikke først i evigheden.

I evangeliet beskrives det, hvordan mennesket ofte foretrækker mørket frem for lyset. Men Helligånden skal med sandheden og kærligheden oplyse mennesket, så det i stedet lever i Guds lys.

Anden pinsedag er fyldt med naturbilleder og via den gammeltestamentlige læsning optegnes Gud som den suveræne hersker over selv den mægtige og storslåede natur. Naturen prædiker med, og vi inviteres til at kigge ud ad vinduet og se, hvordan livet spirer frem og udfolder sig omkring os. Også Guds livgivende ånd beskrives her: Hvor Gud sender sin ånd, blomster livet, både bogstaveligt i naturen og billedligt talt med et blomstrende menneskeliv.

I troen bygges en bro mellem vores almindelige gudgivne hverdag og Guds evige rige. Der er en stor kunst i at få oversat de dybere betydninger i pinsen til et mere tilgængeligt hverdagssprog, men det er dybest set også Helligåndens gerning: at få gjort det store til det nære, at få jord og himmel til at mødes. Hvordan forklarer vi, hvordan Helligånden virker i et menneske? Hvordan forklarer vi det uforklarlige? Måske ved at vove at blive ved det ufattelige. 

Måske kunne man bruge Nikodemus selv som illustration og eksempel: Han gik formentlig ret forvirret fra denne samtale med Jesus. Vi hører i hvert fald ikke om hans umiddelbare reaktion. Men langsomt sker der noget i ham. Næste gang vi møder ham i Johannesevangeliet, tager han Jesus i forsvar over for de andre farisæere (Joh 7,50f). Og endelig ved Jesu død hjælper han Josef af Arimatæa med at få lagt Jesus i graven – endog ledsaget af en fyrstelig gave bestående af 100 pund aloe og myrra (Joh 19,38f). Denne bevægelse fra en spæd begyndelse til en mere og mere dedikeret efterfølgelse vil en del måske kunne genkende fra sig selv – uanset hvor man så ser sig selv her og nu. Pointen er heller ikke ’at komme i mål’ og nå til ’100 pund-stadiet’, men at Helligånden netop virker i os, også uden at vi er klar over hvornår og hvordan. Det er en stor del af troens mysterium, som altid vil være vanskelig at nå til bunds i.

Denne søndag kan man – som på mange andre andenhelligdage – overveje at benytte den nikænske trosbekendelse, som er en mere overset del af folkekirkens grundlag: Den udfolder og uddyber de enkelte trosled, som vi kender dem fra den mere kortfattede apostolske trosbekendelse. Denne trosbekendelse er desuden generelt mere udbredt i andre af verdens kirker og dermed underbygges også pointen i, at i pinsen sendes disciplene ud i alverden med Helligåndens kraft.