Fortsæt til hovedindholdet
Midfaste søndag
Homiletiske overvejelser midfaste

Homiletiske overvejelser

Vi er på denne søndag midt i fasten – på vej til Jerusalem og til påskens begivenheder. 
Faste er at give afkald – på mad eller på andet, som står i vejen for hengivelsen til Gud. Det kan være noget, man vælger for at rense sind og hjerte. Det kan også være noget, man pålægger sig selv for at gøre bod over for Gud. Og det kan være noget, man føler sig tvunget til som straf fra Gud, eller som ramt af skæbnen. Men uanset hvilken form vi taler om, så undgår man næppe ”at ramme muren” – at opleve mismod og fortvivlelse og opgivenhed – en ren ørkenvandring.

Det er den stemning, gudstjenesten begynder i, og som den gammeltestamentlige tekst taler ind i – oplevelsen af anstrengelse og krav, der gør ondt – oplevelsen af at være ydmyget – sat på en prøve, som man ikke kan bestå. Men der er håb, for mennesket lever ikke af alle sine egne præstationer, men af Guds nåde.

Det håb vokser med epistelteksten, hvor Paulus bebuder Guds gavmildhed mod mennesket på trods af alle svigt og begrænsninger – en gavmildhed, der fører til en oplevelse af overflod og taknemmelighed hos det enkelte menneske.

I evangelieteksten bliver gavmildheden helt konkret i form af bespisningsunderet, hvor fem brød og to fisk forvandles til mad til mindst 5000 mennesker. Hvor meget mad, der er tale om, fortælles ikke, for det er ikke afgørende. Afgørende er, at de alle føler sig mætte, at de bliver mødt i deres sult eller lidelse eller afsavn af noget, der er større end dem selv. Noget, der løfter dem ud af håbløsheden, måske kun et øjeblik – måske i længere tid, men nok til, at glæden og taknemmeligheden får bolig i dem. 

Som i Martin A. Hansens novelle ”Agerhønen” om en lille, fattig familie, der får besøg af en fremmed, som efterlader en agerhøne ved deres dør. Noget ganske småt bliver til et festmåltid. Eller i H.C. Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne” om en lille pige, som nytårsaften med et strøg af hver tændstik får et glimt af festen hos den rige familie og varmes og glædes ved det.

En vintergæk, et lille stykke brød, et ord, et kærtegn, en tillidserklæring – Guds nåde kan finde vej til ethvert hjerte og bryde ethvert mørke. Og således opløftet kan vi gå fra kirke på vejen til påske.